Jeg er såkaldt homo med forsinkelse, og sprang ud i livet sent, som næsten 40-årig. Mit parforhold gennem flere år med en mand og bonusbørn måtte stoppe, jeg stod og skulle flytte og skulle i det hele taget finde mine ben i en ny tid, et nyt liv. Sådanne omvæltende forhold kan ikke andet end påvirke én, også når man går på arbejde. Jeg valgte derfor at tage en snak med min nærmeste leder. Hun var støttende og forstående.

På daværende tidspunkt befandt jeg mig på en arbejdsplads, som jeg oplevede som ret inkluderende (også før jeg sprang ud), med socialt indstillede kolleger, de var i øvrigt generelt højtuddannede (omend det i sig selv jo ikke garanterer for en mangfoldig indstilling) og de havde alle et aktivt syn, så at sige, på diverse samfundsemner: Man engagerede sig, og tilstræbte at danne sig meninger på et oplyst grundlag, med andre ord. Alt andet lige var ‘samfund’ og ‘samfundsemner’ i øvrigt også konkrete arbejdsområder for stedet…

Jeg vidste godt, at andre oplever problemer med at være dem de er. Jeg havde læst om det og hørt historier osv. Jeg var dog aldrig selv i reel tvivl om at jeg skulle være åben, af flere årsager, men jeg var der udover også meget privilegeret, for jeg befandt mig faktisk et sted, hvor der ud af ca. 40 ansatte var en bøsse, en biseksuel, og to andre lesbiske ud over mig selv. Og de var åbne omkring det.

Det, jeg konkret oplevede lige i starten, var en ganske kortvarig nysgerrighed på min historie. Mit indtryk er, at den drejede sig mere om det at springe ud senere i livet (folk har generelt svært ved at tro på, at man ikke altid har vidst, at man er homo), og det spændende(!) drama, som de mente at kunne se i mit liv affødt deraf. -Langt mere end nysgerrigheden drejede sig om at være LGBT’er, som sådan.

Alt i alt er jeg sikker på, at netop det, at jeg ikke var ene LGBT’er, og at arbejdspladsen var socialt indstillet og inkluderende, med generelt veloplyste medarbejdere, gjorde det nemmere og mere trygt for mig, at være mig.

Anonym, 2017

Jeg startede min første praktik, som jordemoderstuderende med 3 uger på barselsgangen. Her gik jeg med en erfaren sygeplejerske, som skulle være min kontaktperson på barselsgangen. Hun vidste, at jeg har en kvindelig kæreste, fordi hun spurgte til min baggrund og jeg sætter en ære i at være ærlig.

Efter at have fulgtes med hende en hel dag satte vi os ned og snakkede. Under samtalen fortalte jeg, at jeg var glad for at have være med til den gynækologiske undersøgelse, som vi tidligere havde haft. Ud af det hørte sygeplejersken noget andet eller fik en fri association, så hun ville lige rådgive mig.

Hun rådede mig til ikke at fortælle mine gravide, at jeg er homoseksuel, da det ”nok ville gøre dem ubehageligt tilpas”, og insinuerede, at det var grundet min seksualitet, at jeg havde valgt netop jordemoderstudiet …

… jeg var helt mundlam og forstod ikke rigtig, hvad hun sagde eller hvad der foregik – det ligger mig meget fjernt at kombinere min seksualitet og mit erhverv. Så, da jeg troede, at hun havde misforstået, prøvede jeg igen at pointere, hvad jeg mente. Hun ignorerede min respons og sammenlignede mig nu med en ung homoseksuel mand, som de havde haft i praktik, nogle år tilbage.

Her fik hun gjort det tydeligt, at man er anderledes og skal ses anderledes, når man er LGBT-person. Hun fortalte, at det, at han var bøsse, jo ikke var noget man kunne tage ekstra hensyn til, og at de altså var blevet nødt til at behandle den unge praktikant, som en “rigtig mand”. Jeg prøvede at forsvare ham ved at sige, at han vel var en mand, som andre mænd er det – det grinte hun af og sagde “jamen nu har du jo heller ikke mødt ham”.

Siden den samtale har jeg haft flere situationer hvor jeg har taget mig selv i at tænke “mon kvinden er tryg ved mig”, “hun må endelig ikke tro, jeg lægger an på hende”, “jeg skal passe på med ikke at sende de forkerte signaler, hun bliver bare utilpas ved mig”

Jeg havde fx en vaginal eksploration på en unge kvinde (start 20’erne) som var 3 dage over termin. Da jeg undersøgte hende, havde jeg ufattelig svært ved at komme til. Da jeg prøvede igen spændte kvinden så hårdt op, at jeg nærmest måtte presse min hånd frem.

Jeg stoppede op og pludselig fløj tankerne afsted med mig. Jeg overvejede, om hun syntes, det var ubehageligt, at det lige var mig, der undersøgte – jeg er jo homoseksuel, måske hun følte, at jeg forgreb mig på hende.

Jeg blev pludselig bevidst om min arbejdsstilling, mon den virkede anstødelig og tilnærmende på hende og skiftede med det sammen til en særdeles uhensigtsmæssig stilling for ryg og skuldre. Da jeg absolut ikke var okay i situationen og jeg havde fået denne mistanke om, at hun følte sig krænket, stoppede jeg undersøgelsen med det samme og lod min kontaktjordemoder komme til. Det samme skete for hende. Da hun var gået ud af døren, vendte min kontaktjordemoder sig om mod mig og sagde; ”hold nu kæft, det kunne hun godt nok ikke slappe af i, det var jo vildt svært at komme til”. Vi fik så gennemgået de forskellige grunde til, hvad det kunne skyldes, og der findes mange! Dette hjalp mig enormt meget og det gik op for mig, at kvinden jo slet ikke kendte mig. Hun anede ikke, hvem jeg var eller kendte til min seksualitet, men den samtale med sygeplejersken havde sat nogle skidte tanker i gang.

Hun har givet mig følelser som; at være forkert, ulækker, uægte, beskidt, farlig, og en slet person. Min rationelle sans og min gode fornuft kan sagtens argumentere for, at det er hende der var galt på den. Jeg vil også sagtens kunne finde en million undskyldninger for hendes syn og opførelse; uvidenhed og uopmærksomhed, hun mente det nok godt eller hun har nok ikke ment noget med det. Ikke desto mindre har det sat sig i min krop og i mit hoved – men jeg forstår ikke hvorfor mit privatliv skulle være noget der i særlig grad skulle skjules.

Stort set alle LGBT+ personer kender til følelsen af ikke at være rigtig eller ægte, og vi kender følesen af at blive betragtet som et dyr eller noget abnormt og mærkelig. Det værste er at vi alle har tænkt det samme om os selv på et eller andet tidspunkt i vores liv, fordi vi fra staren er blevet mødt af folk der ser os sådan. Folk der stiller spørgsmål af absurd privat karakter, folk som italesætter deres store tolerance af os, eller som slet og ret vejleder os i hvordan vi kan/skal fremstå ”normale”.

Anonym