Vedtægter for LGBT Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersonerVedtægterne kan læses i deres fulde længde på denne side, men de kan også downloades som separat dokument:
Kapitel 1: Navn, hjemsted, formål og struktur
§ 1. Foreningens navn er "LGBT Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner".
Stk. 2. Landsforeningens hjemsted er, hvor landsforeningens sekretariat forefindes.
§ 2. Landsforeningens formål er at arbejde for bøssers, lesbiskes, biseksuelles og transpersoners politiske, sociale, kulturelle og arbejdsmarkedsmæssige ligestilling såvel nationalt som internationalt.
Stk. 2. Landsforeningens formål tilstræbes opfyldt gennem politisk, socialt, rådgivnings- og informationsarbejde.
§ 3. Som medlem af landsforeningen kan optages enhver, som sympatiserer med foreningens formål.
Stk. 2. Landsforeningens medlemmer under 25 år er sammensluttet i ungdomsafdelingen, jf. §§ 22-23.
Stk. 3. Alene foreningens medlemmer kan være aktive i foreningens arbejde.
Stk. 4. Alle møder i landsforeningen og af denne ejede selskaber er, bortset fra ved behandling af personsager, åbne for landsforeningens medlemmer, som endvidere bortset fra personsager har adgang til landsforeningens og selskabernes arkiver, bogholderi og regnskabsmateriale.
Stk. 5. Intet landsledelsesmedlem eller selskabsbestyrelsesmedlem kan beklæde lønnede hverv i landsforeningen og selskaberne.
Stk. 6. Alle tillidshverv i landsforeningen er ulønnede. Kapitel 2: Landsforeningen og landsmødet
§ 4. Landsmødet er landsforeningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinært landsmøde afholdes hvert år inden udgangen af november måned med følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent, referenter og stemmetællere. 2. Beretning. 3. Godkendelse af landsforeningens reviderede årsregnskab samt forelæggelse af halvårsregnskab. 4. Indkomne forslag. 5. Fremtidigt arbejde. 6. Godkendelse at landsforeningens budget. 7. Valg til landsledelsen. 8. Valg af revisor. 9. Eventuelt.
Stk. 3. Tid og sted for ordinært landsmøde samt angivelse af sidste frist for indgivelse af forslag bekendtgøres til hvert enkelt medlem med mindst 6 ugers varsel. Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære landsmøde, skal være landsledelsen i hænde senest 4 uger før landsmødet. Landsmødet afholdes skiftevis øst og vest for Storebælt.
Stk. 4. Endelig indkaldelse til ordinært landsmøde sker via LGBT Danmarks hjemmeside med mindst 14 dages varsel og skal være bilagt foreningens beretning, forslag til forretningsorden for landsmødet, indkomne forslag, forslag til fremtidigt arbejde, budgetter og en kommenteret gennemgang af landsforeningens reviderede årsregnskab samt halvårsregnskab.
§ 5. Ekstraordinært landsmøde afholdes, når et flertal af landsledelsens medlemmer ønsker det, eller når mindst 50 medlemmer skriftligt fremsætter krav herom til landsledelsen, ledsaget af en til landsmødet motiveret dagsorden.
Stk. 2. Ekstraordinært landsmøde afholdes senest 6 uger efter modtagelsen af begæringen. Indkaldelse sker skriftligt til hvert enkelt medlem med mindst 14 dages varsel og skal være vedlagt en motiveret dagsorden.
§ 6. Et landsmøde er beslutningsdygtigt uanset de fremmødtes antal. Stemmeret har ethvert medlem som, inden landsmødet begynder, har indbetalt kontingent eller er medlem af en associeret forening, jf. reglerne i § 25. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Stk. 2. Til landsmødebeslutninger kræves almindeligt stemmeflertal, til vedtægtsændringer og beslutninger om køb, salg og pantsætning af fast ejendom dog 2/3 majoritet at de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 3. Skriftlig afstemning skal finde sted, når mindst tre medlemmer forlanger det samt ved personvalg. Kapitel 3: Landsledelsen
§ 7. Landsforeningen ledes af en landsledelse, som har følgende overordnede opgaver:
§ 8. Landsmødet vælger 9 medlemmer til landsledelsen for 2-årige perioder således, at 5 henholdsvis 4 afgår hvert andet år. Valgene sker efter reglerne i stk. 2-4 og har virkning fra efter afslutningen af det pågældende landsmøde frem til og med landsmødet 2 år senere.
Stk. 2. Valg til enhver post i LGBT Danmark kræver mindst 20 % af de afgivne stemmer. Er der efter første valgrunde ikke tilstrækkeligt med kandidater, der har modtaget 20 % af de afgivne stemmer foretages en valgrunde mere. Er der efter anden valgrunde stadig ikke et tilstrækkeligt antal kandidater, der har modtaget mindst 20 % af de afgivne stemmer står pladserne tomme.
Stk. 3. Landsledelsen omfatter 3 medlemmer, som, såfremt de er på valg det pågældende år, vælges først og særskilt blandt de opstillede kandidater, jf. stk. 3, og de allerede valgte medlemmer: forpersonen, der forestår foreningens repræsentative arbejde, generalsekretæren, der er landsledelsens daglige leder, og den økonomiansvarlige. Vælges et allerede valgt medlem, hvis valgperiode ikke udløber ved pågældende landsmøde, vælges pågældende for den resterende periode. Dernæst vælges de øvrige medlemmer.
Stk. 4. Ethvert medlem kan kandidere til landsledelsen ved opstilling på landsmødet.
Stk. 5. Landsmødet vælger op til 2 suppleanter for 1-årige perioder. Såfremt et medlem af landsledelsen udtræder, indtræder suppleanterne i den valgte rækkefølge frem til det førstkommende ordinære landsmøde.
Stk. 6. Hvis forpersonen, generalsekretæren, den økonomiansvarlige eller næstforpersonen afgår i valgperioden, konstituerer landsledelsen blandt sine medlemmer en ny forperson, generalsekretær, økonomiansvarlig eller næstforperson indtil førstkommende landsmøde.
Stk. 7. Den valgte landsledelse vælger på sit førstkommende møde i den nye samling en næstforperson af sin midte.
Stk. 8. Landsledelsen nedsætter et forretningsudvalg bestående af højst fire medlemmer, hvoraf de to skal være generalsekretæren og den økonomiansvarlige. Forretningsudvalget må dog aldrig udgøre halvdelen eller mere af landsledelsen.
§ 9. Landsledelsen udarbejder forretningsorden og nedsætter politiske udvalg til realisering af landsforeningens formål og målene i det politiske program.
Stk. 2. Herudover kan landsledelsen nedsætte andre politiske udvalg samt de til arbejdets udførelse nødvendige udvalg, arbejdsgrupper el. lign. Landsledelsen kan endvidere nedsætte lokaludvalg, der koordinerer landsforeningens arbejde i geografisk afgrænsede områder.
Stk. 3. De politiske udvalg udpeger hver en talsperson som fungerer som landsforeningens talsperson på det pågældende område. Talspersonerne skal godkendes af landsledelsen.
Stk. 4. Ansvaret som personalechef for landsforeningens ansatte varetages af 2 medlemmer af landsledelsen, hvoraf den ene skal være generalsekretæren eller den økonomiansvarlige.
Stk. 5. Landsledelsens dagsorden og referat skal gøres tilgængelige for medlemmerne.
§ 10. Landsledelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede, herunder generalsekretæren eller den økonomiansvarlige. Til beslutninger kræves almindeligt flertal. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
§ 11. Landsforeningen tegnes i retsforhold af to medlemmer af landsledelsen i forening, hvoraf den ene skal være generalsekretæren eller den økonomiansvarlige.
Stk. 2. Landsledelsen kan meddele prokura, som aldrig kan være eneprokura.
Stk. 3. Enhver udbetaling skal godkendes af generalsekretæren, den økonomiansvarlige eller en af disse hertil bemyndiget medarbejder.
§ 12. Landsledelsen skal sikre, at der gennem relevante medier orienteres såvel indadtil som udadtil om beslutninger og debatter i landsforeningen samt løbende orienteres om landsforeningens aktiviteter.
Stk. 2. Det overordnede ansvar for landsforeningens medier varetages af landsledelsen, der vedtager en ledelsesstruktur for medierne, herunder landsforeningens internetmedier og blade.
§ 13. Landsforeningens arkiver, herunder modtagne privatarkiver, må ikke destrueres. Arkiverne skal opbevares i henhold til landsforeningens arkivreglement.
§ 14. Landsledelsen er ansvarlig for, at det politiske program, hvori landsforeningens visioner og aktuelle målsætninger uddybes og retningslinjer for fremme af landsforeningens formål angives, løbende ajourføres i takt med landsmødets beslutninger. Landsforeningens politiske program skal godkendes af landsmødet. Kapitel 4: Strategisk Forum
§ 15. Landsledelsen nedsætter et Strategisk Forum, som omfatter:
Stk. 2. Strategisk Forum skal koordinere og informere om landsforeningens arbejde, herunder sikre samordning af politiske initiativer, samt rådgive landsledelsen om strategier, jf. § 7. Strategisk Forum kan som led i sit informationsarbejde afholde møder for foreningens medlemmer.
Stk. 3. Strategisk Forum skal påse, at landsledelsen i udarbejdelsen af forslag til budget sikrer, at alle dele af landsforeningens arbejde sikres økonomiske midler i et omfang, så arbejdet kan gennemføres under hensyntagen til den samlede økonomiske situation for foreningen. Strategisk Forums indstilling om landsledelsens forslag til budget skal medfølge landsledelsens budgetforslag til landsmødet. Kapitel 5: Økonomi
§ 16. Landsledelsen er ansvarlig for landsforeningens samlede økonomi.
Stk. 2. Landsledelsen udarbejder et budget for landsforeningen, som forelægges til godkendelse på det ordinære landsmøde.
Stk. 3. Medlemskontingentet fastsættes på landsmødet.
Stk. 4. Landsmødet fastsætter den andel af kontingentet i ungdomsafdelingen, der afregnes til landsforeningen, og kan fastsætte særlige kontingentsatser for særligt afgrænsede medlemsgrupper, herunder for associerede foreninger, jf. § 24.
Stk. 5. Landsforeningens regnskab fremlægges til godkendelse i en kommenteret form på det ordinære landsmøde.
§ 17. Tilskud, der modtages i forbindelse med projekter eller som er øremærkede til bestemte formål skal henstå på en særskilt bankkonto og må kun anvendes til det angivne formål.
§ 18. Arv og gaver, som landsforeningen modtager under forudsætning af anvendelse til særlige formål, skal anvendes til disse formål, jf. stk. 3-5. Hvis landsforeningen modtager arv og gaver over 50.000 kr. uden forudsætning om anvendelse til særlige formål, skal landsledelsen inden 3 måneder fra modtagelsen træffe beslutning om anvendelsen.
Stk. 2. Landsledelsen fastsætter i alle tilfælde anbringelsen af modtagne arv og gaver.
Stk. 3. Det årlige afkast, herunder evt. afdrag og indfrielse, optages i landsforeningens budget og anvendes i henhold til formålet eller hensættes sammen med kapitalen.
Stk. 4. Kapitalen eller dele deraf kan anvendes i henhold til formålet efter beslutning med 2/3 flertal i landsledelsen og optagelse på landsforeningens budget.
Stk. 5. I særlige tilfælde kan landsmødet med 2/3 flertal beslutte, at kapitalen eller dele deraf skal anvendes til andre formål end formålet, jf. stk. 1.
§ 19. Køb og salg samt pantsætning af fast ejendom kan kun ske, såfremt det godkendes af landsledelsen med 2/3 flertal af den samlede landsledelse og vedtages af landsmødet efter reglen i § 6, stk. 2.
§ 20. Regnskabsåret er kalenderåret.
Stk. 2. Landsforeningens regnskaber revideres af en på landsmødet valgt statsautoriseret eller registreret revisor.
§ 21. For landsforeningens forpligtelser hæfter alene landsforeningens formue.
Stk. 2. Kontante kassebeholdninger må ikke overstige et af landsledelsen fastsat beløb. Kapitel 6: Ungdomsafdelingen i LGBT Danmark
§ 22. Ungdomsafdelingen, jf. § 3, stk. 2, arbejder til fremme af og i overensstemmelse med landsforeningens formål og medvirker til at realisere de i det politiske program erklærede mål for foreningens arbejde.
Stk. 2. Ungdomsafdelingens vedtægter fastsættes på afdelingens generalforsamling.
§ 23. Ungdomsafdelingen har fuldt selvstyre inden for rammerne af nærværende vedtægter.
Stk. 2. Ungdomsafdelingens bestyrelse er ansvarlig for afdelingens aktiviteter og økonomi. Kapitel 7: Associerede foreninger
§ 24. Landsforeningen kan indgå associeringsaftale med en anden medlemsforening, der har formål og opgaver, der er sammenlignelige med landsforeningens. Associeringsaftalen indebærer, at medlemmer af den associerede forening kan vælge at blive medlemmer af landsforeningen.
Stk. 2. Den associerede forening betaler kontingent som fastsat på landsmødet, jf. § 16, stk. 4, for de medlemmer, der ønsker at være medlemmer af landsforeningen, og sender sammen med kontingentbetalingen en liste over de pågældende medlemmer med navn og adresse til landsforeningen.
Stk. 3. Hvis en associeringsaftale ophører, løber medlemmernes medlemskab indtil næstfølgende kontingentperiode. Kapitel 8: Eksklusion, opløsning mv.
§ 25. Medlemmer, der virker til skade for "LGBT Danmark, landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner", kan ekskluderes på landsmødet med 2/3 majoritet, såfremt sagen er optaget på dagsordenen.
Stk. 2. Medlemmet skal have lejlighed til at fremføre sine synspunkter.
§ 26. Landsforeningen kan kun opløses, såfremt der ved skriftlig afstemning blandt alle medlemmer er 4/5 majoritet af de afgivne stemmer herfor.
Stk. 2. Ved opløsning tilfalder landsforeningens midler en humanitær organisation.
Stk. 3. Ved opløsning overdrages foreningens arkiver, herunder modtagne privatarkiver, til Rigsarkivet. Kapitel 9: Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 27. De ændringer i hidtidige §§ 3, 9, 10, stk. 2, 11, stk. 2, 17, 18, 23, 24, 25 og 26, der er vedtaget på Landsmødet 2008, træder i kraft, når Københavnsafdelingen, Århusafdelingen og International afdeling har opløst sig som afdeling efter reglerne i afdelingernes vedtægter, dog senest 31. december 2008.
Stk. 2. I forbindelse med opløsningen af afdelingerne kan det på afdelingsgeneralforsamlingerne besluttes, at hele eller dele af afdelingens egenkapital skal reserveres til bestemte formål efter reglerne i § 18.
§ 28. Ændringer i hidtidige § 1, stk. 1, § 3 stk. 2, hidtidige § 4 udgår (hvorfor §-numrene ændres således i de nye 2009-vedtægter: § 5 bliver til § 4, § 6 bliver til § 5 etc.), § 5 stk. 4, § 9 stk. 2, 3, 5 og 6, § 10 stk. 4, § 11 stk. 1, § 13 stk. 1, § 23 stk. 1 og 2, § 24 stk. 1 og 2 samt § 26 stk. 1.
Stk. 2. Ændringen i 2010 i § 8, stk. 1 og 2 træder i kraft straks efter vedtagelsen.
Vedtaget på landsmødet i Sønderborg den 14. maj 1995. Senest ændret på det ordinære landsmøde i København den 20. november 2010. |
LGBT Ungdoms vedtægter |

