Registreret partnerskab

Et eksempel til efterfølgelse

Siden Danmark i 1989 skrev verdenshistorie ved at indføre det registrerede partnerskab, har mange andre lande taget ideen til sig og indført lignende love: Norge, Sverige, Grønland, Island, Holland, Frankrig, Tyskland og Finland. I Schweiz vedtog man i 2004 en partnerskabslov, men den blev krævet sendt i folkeafstemning. Dette skete i sommeren 2005 og loven blev godkendt. Schweiz er det eneste land, hvor en partnerskabslov er vedtaget ved en folkeafstemning.

 

Hos ILGA-Europe findes en oversigt over de forskellige love. Her findes også links til oplysninger om forholdene andre steder.

 

Den danske partnerskabslov (se retsinfo: LOV nr 372 af 07/06/1989) er meget kortfattet. Den siger blot, at nu er der noget, der hedder registreret partnerskab, og der gælder det samme for det som for ægteskab. Der er imidlertid nogle få undtagelser, særligt i forhold til børn.

 

Andre lande, f.eks. Tyskland, har valgt en anden måde, hvor man har lavet et meget stort antal ændringer og tilføjelser til forskellige paragraffer i forskellige love.

Revidering: Stedbarnsadoption

I 1999 blev partnerskabsloven revideret. Landsforeningen havde opfordret regeringen til at se på de eksisterende undtagelser i loven. Regeringen fremsatte forslag om ændringer ift. statsborgerkrav m.v., men under processen i Folketinget kom også adgang til stedbarnsadoption med i loven. Atter var Danmark i front.

Det politiske arbejde

De følgende artikler blev skrevet i forbindelse med 10-året for partnerskabsloven i 1999:

Historien om det registrerede partnerskab - et rids af forløbet gennem 70-erne og 80-erne.

Øjenvidneberetning fra fronten. Interview med Bent Hansen om det politiske arbejde, der førte frem til loven i '89.

Oprydning. Interview med Dorte Bennedsen om revidering af partnerskabsloven i '99.

Kønsneutralt ægteskab

Danmark agterudsejlet

Andre lande har overhalet Danmark i ligestillingen af homoer på det familieretlige område. I Holland og Belgien, Canada, Norge, Sverige, Sydafrika, Portugal og Spanien samt i staterne Massachusetts, Vermont, New Hampshire, Connecticut, Iowa og hovedstadsområdet Washington, D.C.  lige som i hovedstatsområdet Mexico City i Mexico har man åbnet ægteskabet for par af samme køn, så der er fuld ligestilling, dog med en undtagelse vedr. adoption af børn fra udlandet.

Indførelsen af ægteskab mellem to personer af samme køn i disse lande betyder ikke, at homseksuelle kan blive gift i kirken. Alle  - også heteroseksuelle - bliver gift på rådhuset. Visse hollandske reformerte kirker har vielsesritualer for homoseksuelle, men det gælder ikke for den katolske kirke, hverken i Belgien, Holland eller Spanien. Danmark er sammen med de andre skandinaviske lande og England blandt de få steder i verden, vielsen i kirken er juridisk bindende

Hvad angår undtagelsen om adoption er andre kommet længere: Sverige var først - sommeren 2002 - med at give par af samme køn adgang til at blive prøvet som adoptanter. Storbritannien fulgte trop senere samme år.

Forslag i Folketinget

Landsforeningen havde længe plæderet for et kønsneutralt ægteskab. I januar 2007 fremsatte de Radikale et beslutningsforslag om at indføre en ægteskabslovgivning, der ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle. 

Lempelse af restriktioner

I den oprindelige partnerskabslov, var der flere restriktioner. Som nævnt ovenfor blev loven revideret i 1999, men der var stadig visse undtagelser.

I folketingssamlingen 2002-03 fremsatte Enhedslisten et lovforslag om at fjerne de tilbageværende restriktioner hvad angår statsborgerkrav og opholdskrav (L 129). Forslaget faldt.

I foråret 2004 fremsatte regeringen forslag til regelforenkling på det familieretlige område, L 179, herunder lempelser i partnerskabsloven. Se Landsforeningens høringssvar. Forslaget blev vedtaget, og nogle vigtige undtagelser blev fjernet. Desværre ville regeringen ikke gå det sidste stykke, hvorfor der stadig er forskel på ægteskabets og partnerskabets retsvirkninger. Det er særligt et problem for danskere, der bor i udlandet.

Loven i dag

På Familiestyrelsens hjemmeside findes en beskrivelse af lovens bestemmelser og de særlige betingelser der gælder, ikke mindst om statsborgerskab og bopæl.

Registreret partnerskab og kirken

Velsignelsesritual

Der har i lange perioder været en intensiv debat om, hvorvidt det skulle være muligt at indføre et kirkeligt ritual for et registreret partnerskab, ligesom man har for et ægteskab.

Biskopperne valgte at få spørgsmålet belyst af et udvalg, som fremlagde i 1997 en yderst progressiv rapport. Biskopperne turde dog ikke følge rapportens anbefalinger.

Vielse

Landsforeningen har altid ønsket, at partnerskabet og ægteskabet ligestilles, og at det derfor også burde være muligt at indgå registreret partnerskab i kirken.

I januar 2004 udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview det synspunkt, at han havde "vanskeligt ved at tro, at Vorherre skulle have et mere anstrengt forhold til bøsser og lesbiske end til alle andre". Dette medførte en debat om emnet. Landsforeningen gjorde opmærksom på, at den manglende adgang til vielse skyldtes en undtagelse i partnerskabsloven - se f.eks. foreningens høringssvar vedr. regeringens forslag til regelforenkling på det familieretlige område (jfr. ovenfor).

I kølvandet på debatten stillede Karen J. Klint (S) §20-spørgsmål til både justitsministeren, S2494, og til kirkeministeren, S 2902.

Herefter fremsatte SF beslutningsforslag, B 169, om indførelsen af mulighed for, at folkekirken og andre trossamfund kan medvirke ved indgåelse af registreret partnerskab.

Tal

Hos Danmarks Statistik kan man finde tal for indgåelse og opløsning af registrerede partnerskaber.

Det første partnerskab

Det første registrerede partnerskab i verden blev indgået på Københavns rådhus den 1. oktober 1989 mellem Axel og Eigil Axgil. Axel Axgil er medstifter af LGBT Danmark. På 1st Partnership Page fortælles deres historie.

Læs også

Historien om det registrerede partnerskab
Oprydning
Interview med Dorte Bennedsen om revidering af partnerskabsloven
Partnerskabsloven fra idé til virkelighed
Bent Hansen har været politisk aktiv i foreningen siden begyndelsen af 80'erne og har været en af de centrale aktører i arbejdet med partnerskabsloven.
Uddrag af velsignelsesrapporterne, 1997
Biskoppernes udtalelse oktober 1997
Biskoppernes udtalelse, januar 2005