Menneskerettigheder for bøsser og lesbiske

Søren Laursen, LGBT Danmark

Bragt i Den vilde Tanke, studenterblad for Institut for Social Antropologi, Københavns Universitet, februar 1999

I vores vestlige, demokratiske kultur har vi i Danmark mange forestillinger om, hvad menneskerettigheder er. Det harmonerer ofte ikke med virkelighedens traktatbundne rettigheder. F.eks. er lesbiske og bøsser ikke beskyttet af konventioner og lignende, hverken mod vold, som det kendes fra udlandet, eller i forhold til retten til at vælge familieform. Det sidste er et problem herhjemme.

50 år med og uden rettigheder

Vi har i 1998 fejret 50-året for Verdenserklæringen om menneskerettigheder, og i løbet af året, har et ofte stillet spørgsmål været: Hvad er menneskerettigheder? Der har været givet mange svar baseret på en almenmenneskelig eller etisk synsvinkel, men det rigtige svar er, at menneskerettigheder er det, vi har nedfældet i en række internationale dokumenter, som er tiltrådt af en række nationer.

LGBT Danmark, LGBT Danmark, har også fejret 50-års jubilæum i 1998, og det er ikke helt tilfældigt, at disse to jubilæer falder samtidigt. I tiden efter anden verdenskrig, var der en omfattende demokratiseringsproces og et opgør med krigens rædsler, ikke mindst nazi-Tysklands kz-lejre. På den baggrund var det muligt, at man kunne skrive en menneskerettighedserklæring, som sikrede f.eks. religionsfrihed. Verden var imidlertid ikke parat til sikre fri seksuel orientering, og det på trods af, at både bøsser og lesbiske - som henholdsvis homoseksuelle og asociale - blev indsat og døde i kz-lejrene. Verdens ældste homoorganisationer, COC i Holland fra 1947 og LGBT Danmark fra 1948, stammer således fra en tid, hvor menneskerettigheder blev formuleret og stadfæstet - blot ikke i relation til at leve i overensstemmelse med sin seksuelle identitet.

Juridisk ligestilling

Danmark er i dag meget langt fremme hvad angår den juridiske ligestilling mellem homoseksuelle og andre. Vi har ens seksuel lavalder, hvad man ikke har i England og Østrig. Vi er inkluderet i antidiskrimination-paragraffen og loven om ligebehandling på arbejdsmarkedet. Og som det første land i verden indførte Danmark i 1989 en partnerskabslov, som ligestiller registrerede partnere med ægtefæller på næsten alle områder, herunder i økonomisk, arvemæssig og social sammenhæng. De andre nordiske lande har efterfølgende indført lovgivning efter dansk model, og flere andre europæiske lande er på vej.

Andre steder i verden ser situationen anderledes ud for lesbiske og bøsser. Nogle steder, f.eks. Iran, er der dødsstraf for homoseksualitet, og et udbred problem i mange dele af verden er, at bøsser og lesbiske ikke nyder statens beskyttelse. Hvad nytter det, at det ikke er illegalt at være homoseksuel, hvis politiet ikke vil beskytte en mod fysiske og psykiske overgreb. Når man betragter den slags forhold kan det være svært at forstå, at det ikke er en menneskeret at leve i overensstemmelse med sin seksuelle orientering. Og det er det ikke, for det står stadig ikke i en eneste international erklæring eller konvention, og der er ikke noget der tyder på, at det vil blive indskrevet, da det stadig er et tabuiseret emne i store dele af verden.

Homoseksuelles børnefamilier

Retter vi blikket på Danmark igen, kan man så spørge sig selv om, om da ikke lesbiske og bøsser herhjemme alligevel har alle menneskerettigheder på trods af, der ikke er sådanne internationale erklæringer. Det viser sig, at det har vi faktisk ikke! Når jeg ovenfor skrev, at partnerskabet er ligestillet med ægteskabet i næsten alle forhold, så er det fordi, at et enkelt område er undtaget: Børn. Bøsser og lesbiske kan ikke adoptere børn, hverken fremmedbørn eller partnerens børn, ligesom lesbiske ikke kan blive behandlet med kunstig befrugtning i lægeligt regi, heller ikke selvom hun er syg, f.eks. har lukkede ægledere.

Nu er det selvfølgelig sådan, at selvom man er homoseksuel, kan man sagtens få børn, og det er en generel udvikling i den vestlige verden i 90'erne at lesbiske og bøsser faktisk får børn, også uden at give afkald på den seksuelle identitet. Det sker typisk ved at en bøsse er sæddonor til en lesbisk, eller at lesbiske benytter sig af kunstig befrugtning: Indtil 1997 var det lovligt at behandle lesbiske i lægeligt regi, og der der er, både før og nu, lesbiske som foretrækker hjemmeinsemination, såfremt de kan skaffe en donor, de har tillid til. Tidligere har homoseksuelle oftest haft børn fra tidligere heteroseksuelle parforhold. Det er altså sådan, at bøsser og lesbiske i dag får børn. F.eks. findes der i LGBT Danmark både forældregrupper og forældrespiregrupper, for de, der har eller ønsker at få børn. Derfor kender vi også til konsekvenserne af den mangelfulde lovgivning. Når et lesbisk par får et barn, er de typisk de sociale forældre til barnet. Det er dem, som giver barnet omsorg og tryghed, og dem, der udformer barnet opvækstsmiljø, sådan som det nu er med forældre. Men kun den biologiske mor kan blive juridisk forælder, få forældremyndigheden. Den anden kan ikke anerkendes juridisk - ja det vil sige, den ikke biologiske forælder kan dog godt anerkendes som forsørger: En kvinde er ikke enlig forsørger hvis hun lever i et forhold, som kan føre til registreret partnerskab. Staten kan altså ikke anerkende den ene forælder undtaget når der skal spares penge. LGBT Danmark arbejder på at få indført stedbarnsadoption som vil muliggøre anerkendelsen af begge sociale forældre. Så længe kun den ene forælder anerkendes kan den anden ikke drage nytte af orlogsordninger eller repræsentere barnet hos lægen eller i skolen. Barnet har ingen samværsret ved samlivsophør, og der skal betales den store arveafgift ved dødsfald.

FNs børnekonvention

Nu er det interessant at læse FNs børnekonvention, som Danmark har tiltrådt. Heri formuleres en lang række artikler om børns rettigheder, som skal sikre, at børn ikke forskelsbehandles og at de sikres visse minimumsrettigheder. Det danske Center for Menneskerettigheder har givet LGBT Danmark ret i, at Danmark overtræder en række artikler i konventionen, idet staten ikke anerkender den ene forælder. Det er fordi, der er tale om forskelsbehandling af børn, altså at det er børnenes rettigheder, der krænkes i relation til konventionen.

Det er imidlertid ikke uproblematisk at lave sådanne analyser. Der er ingen tvivl om, at konventionen ikke er skrevet med henblik på børn i homofamilier. Faktisk er den udformet lang tid før vi fik et så nuanceret syn på forælderskabet, som vi har i dag. Nu taler vi om fysiologiske, genetiske, sociale og juridiske forældre. En central artikel i konventionen siger: "[Et barn] har ret til at kende og blive passet af sine forældre". Artiklen giver god mening, når man tænker på tvangsfjernelse af børn i diktaturstater. Men i relation til moderne forælderskaber er den ikke sammenhængende logisk set. Det giver f.eks. ikke mening at forstå artiklen således, at et barn skal passes af sine biologiske forældre - hvoraf den ene f.eks. kan være en sæddonor. Samtidigt giver heller ikke mening at sikre, at barnet skal kende sine sociale forældre, da det jo netop er dem, barnet vokser op hos. Artiklen passer altså ikke på nogen af de moderne forældre-definitioner. Derfor kan vi ikke afgøre, hvad det er for nogle rettigheder konventionen sikrer, førend den har været fortolket af den internationale domstol, den hører under.