KBH-Ungdoms Nyhedsbrev - sommer 2006

Man kan vist roligt sige, at sommeren er over os, og når man i homosammenhænge nævner sommeren, så er det umuligt at komme uden om årets Pride!

KBH-Ungdom har i den forbindelse rettet lidt an, så I kan få et overblik over vores aktiviteter i Prideugen.

Derudover er det ved at være tid til vores første ordinære generalforsamling - den vil du også kunne læse mere om i dette nummer.

Af andre ting kan nævnes, at vi har en kort artikel om vores praktikant, Lasse, om sms-problemer og kort om den nuværende bestyrelses sammensætning - og grunden til, hvorfor den er så lille, som den er.

  1. Copenhagen Pride
  2. 10.000,- til Priden
  3. Generalforsamling
  4. Sommervisit fra USA
  5. Frafald i bestyrelsen
  6. SMS - hjælp!!!
  7. Aktiviteter
  8. Kalender
  9. Info

Copenhagen Pride

I år er det lykkes os at få fat i en vogn, så for en gangs skyld bliver det muligt at følge paraden med udsyn fra et 6-hjulstrukkent køretøj!

I den forbindelse søger vi efter frivillige, der vil hjælpe os med oppyntning og efterfølgende feste på vognen. Se mere om det her.

Derudover er der Spring-ud dag, forældres mulighed for at springe ud og vores traditionelle ungdomsfest. Se mere om Pridearrangementerne her.

10.000,- til Priden

Hvis du sidder og tænker: "Hvor pokker har de fået penge fra til at leje en vogn til Priden?" så er svaret her! I maj måned fik ungdomsafdelingen 10.000,- i gave med den betingelse, at de skulle gå til afdelingens deltagelse i paraden.

Giverne er Michael og Karin Spangsbro-Pedersen, der i de sidste år har kommet trofast i LGBT Danmark's Forældrenetværk, og de glæder sig til at se resultatet af donationen. Formanden for KBH-ungdom, Mikkel Broe, tog gladeligt mod pengene og forsikrede dem om, at de nok skal blive brugt godt.

Generalforsamling

Lørdag den 26. august holder KBH-Ungdom deres første generalforsamling siden dens stiftelse for knap 13 måneder siden. Alle interesserede er velkomne, men husk på, at kun medlemmer af ungdomsafdelingen kan stemme og stille op til bestyrelsen. Medlemskort skal fremvises ved døren.

Hvis du er interesseret i at høre mere om bestyrelsens arbejde og om de udvalg, man kan deltage i (IDAHO, internationalt mm.), så er der intromøde mandag den 7. august kl. 19.00 i LGBT Danmark.

Læs mere om generalforsamlingen her.

Sommervisit fra USA

Over sommeren har KBH-Ungdom fået en praktikant fra USA, Lasse Thorenfeldt, som er os behjælpelige med vores mærkesager og andre sager i LGBT Danmark.

Lasse er 20 år og født og opvokset i Danmark. Fra 14-års alderen har han boet i Californien, hvor han har gået i skole. Til dagligt studerer han på Stanford University i Palo Alto, CA.

Han er ydermere ansat som Health Advisor på universitetet, og det er da også inden for området seksuel sundhed, han interesserer sig for. Han har allerede været inde over TidTilTjek og har hjulpet os meget med vores online-spørgeskema vedr. unge og prostitution. Derudover var han til meget stor hjælp, da demonstrationen mod dancehall-stjernen Buju Banton skulle arrangeres.

Vi har i ungdomsafdelingen glæde af ham indtil den 25. august, så der vil være en chance for at møde ham under årets Pride.

Frafald i bestyrelsen

Mandag den 12. juni var et vendepunkt for ungdomsafdelingens bestyrelse. Ungdomsafdelingen havde en vision om en landsdækkende ungdomsforening i stedet for nu, en ungdomsafdeling på lokalplan. KBH-Ungdoms vision var oppe og vende på højeste niveau i foreningen, hvilket der kom nogle kompromispunkter ud af. På førstkommende bestyrelsesmøde diskuterede bestyrelsen forslagene og efter en længere fredelig og til tider meget tavs debat, stod det klart, at der var meget delte meninger om forslagene. Idet en del af bestyrelsen ikke følte, at de kunne få deres visioner for ungdomsafdelingen opfyldt under disse betingelser, valgte de at træde ud af bestyrelsen. Dette omhandler Esben Shane, William Abrahamsen og Brian Harlø.

Den tilbageblivne del af bestyrelsen beklager deres afgang, da de hver især har lagt mange kræfter forskellige steder i afdelingen, men forstår deres bevæggrunde for, hvorfor de trækker sig. Den nuværende bestyrelse tæller derfor Mikkel Broe, Marija Vinqvist, Martin Spangsbro-Pedersen og Uffe Egedal.

De tre udtrådte medlemmer af bestyrelsen er efterfølgende blevet spurgt, om de ønsker at skrive om deres grunde til at træde ud. Esben Shane og William Abrahamsen har takket nej, mens Brian Harlø har skrevet følgende:

"Desværre har jeg måttet se mig nødsaget til at trække mig fra bestyrelsen. LGBT Danmark har givet mig mange gode oplevelser, men jeg følte ikke at LGBT Danmark havde de visioner, der skulle til for at en ungdomsafdelingen kunne florere under LGBT Danmark. Derfor har jeg trukket mig fra ungdomsbestyrelsen og fra resten af mine aktiviteter i LGBT Danmark. Jeg håber inderst inde, at LGBT Danmark ikke forbliver som den er nu. At der kan komme en skikkelse, der kan udnytte det potentiale der er internt i LGBT Danmark, og som kan formå at bringe de vigtige budskaber om homoseksualitet videre til den danske befolkning. LGBT Danmark har et vigtigt kort i deres gode lobbyisme i dansk politik, men de mangler at få bragt budskaberne ud til den civile dansker.

Den nye ungdomsafdeling fik ikke mulighed for at opbygge dette forhold til den civile dansker, mens jeg var i bestyrelsen, på grund af blokering fra toppen af LGBT Danmark. Jeg håber, at der er nogen, der kan få vendt den synkende skude, som LGBT Danmark har vist sig at være for mig."

Den nuværende bestyrelse kan ses her.

SMS - hjælp!!!

Ungdomsafdelingen har i et stykke tid haft en sms-ordning, hvor interesserede har kunnet tilmelde sig og derved modtage en sms ca. hver måned om afdelingens aktiviteter. Tilmelding findes her.

Desværre har vi haft nogle problemer med sms-ordningen, og ved en fejl er alle registrede numre før 1. juli blevet slettet i systemet, så hvis du har været tilmeldt og ønsker fortsat at være det, så må I meget gerne tilmelde jer igen ved brug af linket ovenover. På forhånd tak :o)

Aktiviteter

IDAHO

Som opfølgning på IDAHO, så var vi i ungdomsafdelingen glade for at se så mange mennesker, der ville hjælpe til. Det lykkedes os at uddele badges og foldere 17 forskellige steder i landet og specielt i København strømmede folk til for at hjælpe os med uddelingen. Den internationale erklæring blev også overrakt - dog ikke til Per Stig Møller. Billederne kan ses på idaho.lgbt.dk.

Alle, der hjalp til den dag - tusind tak for jeres engagement!

Prostitution

Lasse har lagt spørgeskemaet vedr. prostitution online og testet det udførligt. Der linkes allerede til det via Gayinfo.dk.

Seksualundervisning

Tirsdag den 14. november afholder Sex & Samfund i samarbejde med ungdomsafdelingen og LGBT Danmark-Københavns Gå-Ud-Gruppe et efteruddannelseskursus for folkeskolelærere. Kurset omhandler homoseksualitet og hvordan man bedst integrerer det i seksualundervisningen i folkeskolen.

Kalender

August

Fredag den 4. august 2006 kl. 20.00 er der Ungdomscafé.

Mød op til en hyggelig aften i selskab med andre unge homo- og biseksuelle. Der er god musik på anlægget og mulighed for at købe billige drikkevarer.

Ønsker du at vide mere om foreningens arbejde og homomiljøet i København, så er der introduktion for nye kl. 19.30 på 2. sal.

Mandag den 7. august 2006 kl. 19.00 er der Intromøde.

Lørdag den 26. august holder ungdomsafdelingen generalforsamling. Hvis du som ungdomsmedlem tumler lidt med tankerne om at blive aktiv i bestyrelsen, så kan du komme til introduktionsmøde til bestyrelsen for at høre nærmere om bestyrelsen og dens arbejde, deriblandt de forskellige udvalg (IDAHO, internationalt, prostitution, seksualundervisning m.fl.)

Fredag den 11. august 2006 kl. 20.00 er der Ungdomscafé.

Mød op til en hyggelig aften i selskab med andre unge homo- og biseksuelle. Der er god musik på anlægget og mulighed for at købe billige drikkevarer.

Mandag den 14. august 2006 kl. 20.00 er der Forældreaften med Hella Joof.

Tag din mor og far til introaften i LGBT Danmark's Forældrenetværk hvor blandt andet instruktør Hella Joof er klar til en snak om bi- og homoseksualitet. Der bliver med garanti en masse spas med en god portion alvor. Se mere her.

Lørdag den 19. august 2006 kl. 22.00 er der Ungdomsfest.

Vi slår dørene op for ungdomsfest for alle mellem 15 og 30. Der er gratis entré, og billig bar. Du får chancen for at møde en masse søde og sjove mennesker på din egen alder, og i cafeen har du mulighed for at danse til de hedeste toner fra sommerens hits. Anden sal har vi indrettet i hyggelig og afslappet loungestil med dæmpet musik, hvor man kan slappe af, puste ud eller måske tale privat med ham/hende, man har flirtet med festen igennem.

Lørdag den 26. august 2006 kl. 12.00 er der Generalforsamling.

Der er valg til bestyrelsen mm. Alle er velkomne, men kun medlemmer af ungdomsafdelingen kan stemme og stille op til bestyrelsen. Medlemskort fremvises ved døren. Læs mere her.

September

Fredag den 1. september 2006 kl. 20.00 er der Ungdomscafé.

Mød op til en hyggelig aften i selskab med andre unge homo- og biseksuelle. Der er god musik på anlægget og mulighed for at købe billige drikkevarer.

Ønsker du at vide mere om foreningens arbejde og homomiljøet i København, så er der introduktion for nye kl. 19.30 på 2. sal.

Torsdag den 7. september 2006 kl. 19.00 er der GUA-møde.

GUA - gruppen for ungdomsarrangementer - holder møde om ungdomsafdelingens fremtidige sociale aktiviteter. Har du lyst til at være med til at præge den sociale side af ungdomsafdelingen, så duk op!

Fredag den 8. september 2006 kl. 20.00 er der Ungdomscafé.

Mød op til en hyggelig aften i selskab med andre unge homo- og biseksuelle. Der er god musik på anlægget og mulighed for at købe billige drikkevarer.

Fredag den 15. september 2006 kl. 20.00 er der Ungdomscafé.

Mød op til en hyggelig aften i selskab med andre unge homo- og biseksuelle. Der er god musik på anlægget og mulighed for at købe billige drikkevarer.

Info

På vores hjemmeside kan du læse tidligere udgaver af Nyhedsbrevet. Her kan du også både til - og framelde dig mailinglisten.

Ønsker du at blive tilmeldt eller frameldt, så klik ind på siden her.

Har du noget til næste måneds Nyhedsbrev, så send det til kbhung(at)lgbt.dk.

Støt KBH-Ungdoms arbejde - bliv medlem

Medlemskab 1 år:

300 kr.

Medlemskab ½ år:

150 kr.

Se mere på http://medlem.lgbt.dk