Stillingsopslag

Stillingsopslag på Internet og i aviser og fagblade er første skridt på vejen til kontakt med en ny medarbejder.

 

Opslaget skal indeholde oplysninger om de arbejdsopgaver, der er knyttet til stillingen, angivelse af, hvilke kvalifikationer, der forlanges af ansøgeren, samt give en kort information om virksomheden.

 

Der må selvfølgelig ikke herske tvivl om, at også for bøsser, lesbiske og biseksuelle er det det professionelle indhold i stillingen, der er det centrale.

 

Inden for de seneste år er en del arbejdsgivere i stillingsopslagene begyndt at vise åbenhed over for ansøgere med en anderledes personlig baggrund - f.eks. etniske eller religiøse minoriteter.

 

Det er naturligvis et sympatisk og venligt signal over for interesserede jobansøgere, og det er med til at vise, at arbejdspladsen ikke har problemer med medarbejdernes forskellige baggrunde. På en sådan rummelig arbejdsplads bør det også være en selvfølge, at alle ansøgere uanset baggrund er velkomne til at ansøge.

 

Samtidig er der imidlertid ved at udvikle sig en praksis med, at arbejdsgiveren udvælger enkelte få af kriterierne fra Lov om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet (Antidiskriminationsloven) og fravælger andre.

 

Det er et problem, for i de færreste stillingsopslag oplyses det eksplicit, at også ansøgere med en anden seksuel orientering er velkomne.

 

Når man i stillingsopslaget vælger at opfordre personer til at ansøge uanset f.eks. køn, religion, handicap og etnisk baggrund, men ikke nævner seksuel orientering, så bliver virksomhedens signal til bl.a. potentielle homo- eller biseksuelle ansøgere tvetydigt - en ellers rummelig arbejdsplads kommer til at fremstå som forhåndssorterende, halvhjertet eller sågar diskriminerende overfor de ikke-nævnte persongrupper.

 

Det vil derfor være mest korrekt enten at angive alle de kriterier, som er omfattet af Antidiskriminationsloven eller blot at henvise til loven og de respektive paragraffer.

Læs hele pjecen

Indholdet af disse sider findes også som pdf i pjecen "Det handler ikke om sex"