Brevkassen - Er min ven bøsse?

Hej. Jeg er 17-årig fyr og går i gymnasiet. Jeg er ret overbevist om at en af mine venner er bøsse, men er ikk 100%. Han er meget indadvendt, og har ikk nogen rigtige venner, som han fortæller alt til. Jeg prøver at fortælle ham at han kan stole på mig, men man skal selv hive det ud af ham hvis man kan se han har problemer. Han VIL ikke fortælle om sine problemer.

 

Det jeg vil spørge om er: Skal jeg spørge ham om han tror han er bøsse, og så snakke med ham om det? Eller er det for anmasende? Skal jeg vente til han selv siger det? Jeg ved bare at jeg ville være glad for at kunne fortælle en ven om det, hvis det var mig. Men ved ikk hvordan de ville reagere.

Håber I kan hjælpe mig,

Nikolai

 

Hej Nikolai.

 

Tusind tak for din henvendelse. Jeg kan forstå på dig, at du har nogle

bekymringer vedrørende en af dine venner, som i og for sig ikke virker

særligt udadvendt. I hvert fald ikke over for dig, når det drejer sig om

at tale om personlige problemer eller følelser.

Samtidigt giver du udtryk for, at han ikke har så mange venner. Kunne det

tænkes at han blot er en person, der vælger at dele sit privatliv med

familie eller søskende dvs. personer fra hans inderkreds,og ikke har lyst

til at dele sine problemer med andre? Jeg ved ikke, om det kunne være

tilfældet, eller for sin vis om du ved det. Men du nævner selv hans

problemer med at være åben, og det jeg prøver at redegøre for her, er at

vi jo alle er forskellige, og ikke håndtere problemer ens. Så selvom du

måske ville have stor glæde af at dele dine problemer med dine venner, så

kan det jo være sværere for andre, specielt hvis de ikke er så udadvendte,

og hvis det evt. drejer sig om et så følsomt emne, som det kan være, at

skulle tale om sin seksualitet.

 

Du beskriver faktisk selv meget flot problematikken, som den ser ud. Lad

os sige, at din ven faktisk går med tankerne om, at han muligvis er

homoseksuel, eller netop har forliget sig med tanken om at det er

tilfældet, så skal han jo lige finde ud af, hvordan han skal tackle den

nye situation. På samme vis, så kan det jo være svært for ham at vide

hvordan en ven som dig evt. vil forholde dig, og måske er han bange for at

miste dit venskab.

Med det sagt, så er mit råd til dig som hans gode ven, at du bør gå stille

til værks, og måske være der for ham på anden vis end ved at stille det

direkte spørgsmål: "Er du bøsse?". Det kan virke grænseoverskridende på

ham, og det kan være han ikke er parat til et så direkte spørgsmål. Du

kunne måske, når du får muligheden for det tale fortroligt med ham om ting

som er vigtige i dit liv. På den måde tilkendegiver du, at det er okay at

være fortrolig med dig. Og så kunne det jo tænkes, såfremt det viser sig

at din ven faktisk er homoseksuel, at han får lyst til at dele det med

dig. Men jeg synes du bør lade valget være op til ham, så det sker i hans

eget tempo, da han selv skal være nået dertil, hvor han har lyst til og

behov for at delagtiggøre andre i, hvad han har valgt i forhold til sin

seksualitet. Som du nok har opdaget så har din teknik med "at hive tingene

ud af ham" ikke rigtigt givet pote, så det er måske ikke vejen frem. Som

god ven gør du rigtigt i, at lade ham vide, at du er der for ham, og at

han kan henvende sig til dig, hvis han har noget på hjertet, han har

lysten til at få talt med en ven om. Men mere kan du faktisk ikke gøre.

Han skal jo være tryg ved situationen, og det skal føles rigtigt for ham

at tale med dig om eventuelle problemer.

 

Håber du kunne bruge mit svar.

 

Med venlig hilsen rådgiverne