Mest for drenge - Lasses ven sprang ud
Lasse og Henrik havde været venner i lang tid, før Henrik sprang ud.
- Havde du tænkt på, at Henrik var bøsse, før han sprang ud ?
- Nej aldrig! Da han fortalte det, havde jeg kendt ham i lang tid, og det var aldrig faldet mig ind. Jeg fik nærmest et chok, da han sagde det og kunne mærke, hvordan blodet forsvandt fra mit hoved. Det var ikke, fordi jeg tog afstand, hverken fra ham eller bøsser generelt, men jeg blev så overrasket. Det kom fuldstændigt bag på mig.
- Var du bange for hans følelser for dig, da du fik det at vide?
- Nej, den side af sagen har aldrig strejfet mig. Dels kender Henrik min kæreste gennem lang tid, og ved hvor godt et forhold, vi har. Desuden var Henrik og jeg meget gode venner. Jeg vidste hvor jeg havde ham.
- Skete der ændringer i jeres forhold?
- Der skete ingen ændringer i vores indbyrdes forhold, men udadtil indtog jeg en mere beskyttende rolle overfor Henrik. Pludselig tilhørte han en minoritet, og jeg så ham vel som mere sårbar. Ikke fordi jeg behøvede at stille mig op og forsvare ham overfor andre, for han er stærk nok til at kunne forsvare sig selv, men jeg tog afstand overfor vitser om homoseksuelle og nedladende bemærkninger.
- Talte du med andre om dit forhold til Henrik?
- I starten gjorde jeg, bl.a. med min kæreste. Der var lige nogle ting, der skulle vendes inde i mit hoved, fordi det var et helt nyt "land" for mig. Nu er det så naturligt, og derfor er det ikke noget, jeg behøver at tale med andre om - heller ikke med Henrik for den sags skyld. Jeg har også mødt mange af Henriks venner fra homo-miljøet og været med på nogle af stederne, og det har vel afmystificeret det hele en del.
- Har du oplevet tvivl om din egen seksualitet pga. Henrik ?
- Nej, ikke i forbindelse med Henrik. Jeg havde jo en kæreste, da han sprang ud overfor mig. Hvis jeg har oplevet tvivl om min seksualitet, har det været i ungdomsårene, hvor de fleste mennesker jo prøver at tvivle på en eller anden måde.
- Er der kommet noget positivt ud af, at Henrik sprang ud overfor dig ?
- Jeg synes, vi har fået et meget tættere forhold til hinanden. Jeg har følt en vis stolthed over at være den første uden for Henriks familie, som han fortalte det til. Det er dejligt at føle tillid fra et andet menneske. At man er en betroet ven. Udover at have lært noget om det homoseksuelle miljø, har jeg også lært nogle andre ting. Jeg troede først, at mænd og kvinder var nærmest fuldstændigt ens, og derfor blev jeg overrasket over så "aggressiv" bøssers seksualitet var. Men jeg har senere fundet ud af, hvor forskellige mænds og kvinders seksualitet er, og derfor forstår jeg mange ting bedre nu. Jeg har tit tænkt på, at jeg synes, Henrik er en meget atypisk bøsse. Vi spiller fodbold sammen, og jeg synes han spiller meget fysisk, måske er det bevidst, at han gør sig mere maskulin. Jeg ved det ikke, han passer i hvert fald ikke til nogle af de fordomme jeg kender om bøsser som feminine osv.