Mest for drenge - Kristoffers spring-ud-historie

Lige siden jeg var teenager vidste jeg, jeg var seksuelt tiltrukket af fyre. Men jeg tillod aldrig mig selv at tænke på det for længe af gangen. Jeg fortalte det ikke til nogen og håbede på, at det ville gå væk af sig selv. Da jeg blev tyve år indså jeg, at jeg ligeså godt kunne lade være med spilde mit liv med at leve med det i hemmelighed og ikke udleve min seksuelle lyster. Så jeg besluttede mig for at springe ud. For mig var det vigtigt, at den første person jeg sprang ud overfor, ville støtte mig og acceptere det fuldstændig. På den måde ville jeg kunne gå styrket ud af situationen og være motiveret for at springe ud for flere. Jeg var altså meget succes-orienteret.

Jeg fortalte det først sådan lidt henkastet i en oplagt situation til en kollega - en sød pige men hvor, der ikke stod ret meget på spil for mig. Hun var rigtig god, hun trak nærmest på skuldrene som om, det nærmest var ligegyldigt, hvilket det på sin vis jo også er. Ikke desto mindre var det en kæmpe lettelse at have fortalt det til en - nu var der én i hele verden, der vidste det! Jeg var så glad. For første gang i mit liv havde jeg været fuldstændig ærlig overfor mig selv og en anden. Nu kunne jeg ikke vente med at fortælle det til andre også.

Det viste sig, at mine venner - hver og en - havde det helt fint med det. Flere af dem havde vidst det i lang tid, sagde de, men jeg skulle jo gøre sådan noget i mit eget tempo. Og de havde helt ret. Min familie reagerede blandet: Mine søskende var helt cool. Mine forældre tog det ret hårdt, nok mest fordi de er praktiserende kristne. De kunne overhoved ikke forstå mig. I en periode havde vi det ikke så godt sammen, men efter noget tid gik det vel op for dem, at jeg er et voksent menneske, som selv træffer valg, og hvis de vil have mig i deres liv, er de nødt til at acceptere og respektere mig som jeg er.

Vi kom over den lidt akavede og svære tid, så vi i dag har det fint med hinanden. At springe ud har været noget af det sværeste og mest livsbekræftende, jeg nogensinde har gjort.

 

Læs herudover en masse spring-ud-historier på www.spring-ud.dk