FAQ, Mest for drenge - Hvordan har to fyre sex sammen?

Hvordan har bøsser sex? Du gør dig måske nogle tanker om, at de enten mødes i mørke parker eller skumle biografer og med ansigterne gnistrende af sæd påbegynder seksuel kontakt med flere end en af gangen ... Og ja - det er der da nogen, der gør, men langt størstedelen af os har for det meste sex hjemme mellem puder og sengetæpper.

Nogle har det med kæresten, andre med en de har mødt i byen, på biblioteket eller måske her på nettet. På det punkt adskiller vi os ikke så forfærdeligt meget fra dine heteroseksuelle venner og bekendte. Nogle af os kunne sikkert ikke engang leve op til det, de praler af at have gjort sidste weekend. Men når vi går i seng med en, ligger den væsentlige forskel i, at det er en mand.

At have sex med en fyr kan være en fantastisk oplevelse, to ens kroppe kan drive hinanden vilde af begær og føre sex til højder, man ellers blot kunne fantasere om... Men det kan også være kedeligt, gøre ondt eller indeholde ubehagelige overraskelser, såsom seksuelt overførte sygdomme. Måske er du parat til et forhold med en anden fyr, måske vil du bare prøve at have sex med én. Måske er du bøsse eller måske bare nysgerrig. Tankerne om at have sex med fyre kan lede én i mange retninger, men du er den, der skal tage skridtene, som det passer dig.

Det fede...

Men lad os kigge på det fantatiske, før vi kigger på det mindre fantastiske... Sex mellem fyre kan tage mange former, og det er godt at vide, hvad man tænder på - hvad man vil og hvad man ikke vil...

Kys

Okay, kys er ikke rigtig sex, måske kan det ikke engang sættes i samme kategori som sex, men første gang, du kysser en fyr, kan alligevel være en så grænseoverskridende oplevelse, at alt, hvad du ellers har oplevet, blegner. Det skyldes måske at sex og udløsninger ikke behøver at indeholde følelser, hvorimod kys næsten aldrig indeholder andet.

Gensidig onani

- også kaldet sypigesex! Ja, det lyder nok som en lidt nedsættende betegnelse for gensidig onani, men sypigesex kan være fantastisk. Du kender jo din egen krop og har formentlig prøvet at onanere, måske endda sammen med en kammerat - så når du lukker hånden om en andens fyrs pik, ved du, hvor fedt det er. Måske kan han lide det hårdere eller blidere, end du selv er vant til - hurtigere eller langsommere, og hvis du er i tvivl - så spørg eller prøv dig frem, og test hans reaktion. Samtidig kan man jo med den anden hånd udforske den krop, der ligger foran en, og nusse, tirre, klemme og berøre den, indtil en varm strøm af sæd har bragt jer til den yderste grænse...

Oralsex

At give et blowjob eller at sutte pik kan være lækkert for både modtageren og giveren. Når din varme bløde mund lukker sig om en anden fyrs pik og din tunge langsomt bringer ham til begærets højborg, kan det være en fed og ret intens oplevelse. At udforske en anden fyr med din mund og tunge kan give en berusende sitren over begge jeres kroppe, og det, du vil lade din mund udforske, er helt op til dig selv. Nogle kan lide at blive kysset fra top til tå, andre har specielle steder, som tænder dem mere end noget andet. Og når hans mund lukker sig om din pik, kan du selv finde ud af, om det er det, du kan lide eller noget andet.

Analsex

At få en pik op i røven, lyder umiddelbart som noget, der gør ondt, og det kan det gøre, men det kan også være fedt og enormt ophidsende. Mænds sæd består bl.a. af sædvæske, som kommer fra en kirtel, der hedder blærehalskirtlen. Hvis denne kirtel bliver masseret mens man er seksuelt opstemt, kan man opnå en større og bedre orgasme. Blærehalskirtlen sidder tæt ved endetarmen og det betyder, at man kan massere den ved at føre en finger, en pik eller andet ind i endetarmen. Men når man vil føre noget derind, så skal lukkemusklen være med på ideen, ellers gør det ondt... Jo mere nervøs og usikker man er, jo mere vil musklen spændes og gøre analsex umuligt eller meget smertefuldt. Så hvis, du står med en lyst til at prøve det, er det vigtigt, at du slapper godt af, og gør det med en, du er tryg ved - og selv da kan det stadig gøre lidt ondt. Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at benytte sig af vandbaseret glidecreme - så kan man lettere hjælpe lukkemusklen. Hvem ved, måske har du allerede prøvet det, måske har du fantaseret om det, eller måske har du slet ikke lyst til det - overhovedet! Husk: Du bestemmer selv, hvad du vil og har lyst til, når du går i seng med en fyr!

Dette var lidt af, hvad to fyre kan finde på at gøre i en seng. I virkeligheden er det kun én selv, der sætter grænserne for, hvad man har lyst til. Nogle vil prøve det hele – plus lidt ekstra. Andre vil måske holde sig til en kort befamling i mørket. Det vigtigste er at finde ud af, hvad der tænder én, og så finde en, der kunne tænke sig det samme. Fordi man bliver bollet af en fyr, bliver man ikke mindre maskulin - og fordi man er den, der boller en fyr, bliver man heller ikke mere maskulin. Rigtige drenge og mænd, de gør nemlig hvad de vil.

Det mindre fede...

Men der vil sikkert også opstå situationer hvor sex med en anden fyr, måske ikke lige er så fedt, som du havde håbet. Det er sjældent, at alle fyre kan leve op til de fantasier, du selv har haft. Nogle fyre vil være fantastiske, andre mindre fantastiske. Nogle gange kan der være fyrværkeri og andre gange bare en våd, kold lunte. Og man kan vælge at lede videre efter det fantastiske knald, eller være sammen om at finde det - for tid og samvær kan gøre meget for et sexliv.

Du kan også komme ud for en situation, hvor du bliver deltager i noget, der ikke lige er dig, og så er det vigtigt, at du kan sige fra og være sikker nok på dig selv til ikke bare at følge trop. Når man er ung eller uvant i en situation, er dette svært, fordi man måske regner med, at de ældre og mere erfarne vil tage hånd om én, og det vil de langt hen ad vejen sikkert også, men den eneste, der kan tage ansvaret vedrørende sex, det er dig selv. Og gør du det ikke, kan de mindre behagelige ting opstå. Det er altid i orden at sige stop - lige meget hvor langt man er gået. Man er aldrig nødt til at gøre noget færdigt, hvis man pludselig finder ud af, at det her er vist ikke mig. Ved sex gælder ikke reglen "har man sagt A - må man også sige B". Husk det!

Kondomer

Vi kender det alle sammen, mange af os har sikkert prøvet at rulle et ned over den obligatoriske gulerod eller flamingopik til seksualundervisning. Vi ved kort sagt, hvordan det fungerer, men ikke alle er lige flittige til at benytte det. Nogle har altid usikker sex og bliver ikke smittet med noget, mens andre i første forsøg får hele kolonier af sygdomme indenbords. Ved analsex er smittefaren størst, så her bør du ALTID bruge kondom og vandbaseret glidecreme, medmindre du stoler 100% på din partner. Ved oralsex kan du overveje hvilken risiko du tør løbe - men du bør under alle omstændigheder undgå at få sæd indenbords, før du er helt sikker på, om din sexpartner er sygdomsfri!

Seksuelt overførte sygdomme.

Et kondom vil nu ikke forhindre alle seksuelt overførte sygdomme eller parasitter. Fladlus kan være lige så udbredt som hovedlus og kan overføres ved tæt samvær liggende gemt i sengetøjet. Det samme kan fnat, som er en lille hudmide, der danner sår på fortrinsvis håndryggen samt kønsdele. Heldigvis kan begge dele slås ihjel temmelig smertefrit. Det ene med luseshampo, og det andet med en håndkøbscreme.

Men kondomer kan til gengæld beskytte dig mod sygdomme som hepatitis, gonoré, syfilis, klamydia, kondylomer, herpes og naturligvis den altoverskyggende virus HIV/sygdommen AIDS.

Nogle af disse sygdomme kan helbredes, andre kan ikke. Nogle er bare ubehagelige, andre kan du dø af. Som ung kan det være let at blive overtalt til usikker sex, fordi man regner med at den anden passer på en og er sygdomsfri. Men pas på! Man kan (desværre!) hurtigt få sig en ubehagelig overraskelse, så sæt aldrig dit helbred på spil.

Men når alt er sagt og gjort, så er det dine egne oplevelser, der tæller. Måske spekulerer du stadig på, hvordan det ville være at være sammen med en anden fyr, måske ved du det. Sex er noget vidunderligt noget og om du tænder på fyre eller piger, så spring ud i det - men husk lige sikkerhedsnettet.