Udgivet af Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark, Luthersk Missionsforening, Menighedsfakultetet, Dansk Bibel-Institut m.fl., December 1996
"Kirkens helt overordnede opgave er at forkynde evangeliet til omvendelse og tro. Evangeliet skal ud til alle mennesker, også til mennesker med homoseksuel orientering. Derfor er det vigtigt, at kirken også satser på at når de homoseksuelle, som færdes i særlige miljøer. I den forbindelse er det nødvendigt, at menighedens medlemmer er åbne og villige til at forstå den homoseksuelles særlige situation og særlige problemer.
Den kristne homoseksuelle kæmper ofte i ensomhed - med stor smerte og indre konflikter - for at leve i et ret forhold til Gud. Derfor er det helt afgørende at vedkommende kan leve med i menigheden på lige fod med alle andre (syndere) i bøn og bibellæsning og være omgivet af et varmt og trofast menneskeligt fællesskab. I nogle større byer kan vejen frem evt. være at etablere egentlige kirkelige støttegrupper for homoseksuelle, som har glæde af sjælesorg og samvær i et særligt miljø.
Men også med diakoni har kirken en opgave i homoseksuelle miljøer og må handle med kærlighedens opfindsomhed for at være til stede som kirke på en klar bibelsk basis og med en udstrakt hånd til hjælp og støtte for de homoseksuelle, som ønsker det. Ikke mindst for de homoseksuelle, som har pådraget sig AIDS, har kirken en særlig opgave med diakoni og sjælesorg. Der er med andre ord nok at tage fat på for en kirke, der gerne vil være tro imod sit eget grundlag, også i mødet med de af vore medmennesker, der har en særlig seksuel orientering. Der er ikke grundlag for at tilbyde en kirkelig velsignelseshandling eller forbønshandling for registrerede partnerskaber, men der er grundlag for en udvidet indsats, når det gælder evangelieforkyndelse, sjælesorg og diakoni."
"Familien lever fortsat, men ægteskabet konstituerer ikke længere familien. Det omvendte er snarere tilfældet. Først etableret familien, så følger - sandsynligvis - ægteskabet. Familien er meget mere omfattende end ægteskabet. Der findes flere måder dels at etablere familien på, dels at indrette sit familieliv på, når det først er etableret. Også den enkelte vil i sit liv gennemløbe forskellige familieformer."
"Det registrerede partnerskab/homoseksuelle forhold er efter udvalgets opfattelse ikke i modstrid med kristen lære og moral. Udvalget har ikke fundet de almen-etiske argumenter, der har været fremført mod homoseksuel praksis, holdbare. De bibelske udsagn imod praktiseret homoseksualitet henregner udvalget til de kulturelt betingede historiske udsagn i bibelen, der ikke har normativ karakter. Udvalget finder ikke at den luthersk inspirerede ordningsteologi er holdbar, sådan som den har været fremført i disse sammenhænge, hvor den har været anvendt til at lade det traditionelle ægteskab fremstå som den eneste kristeligt acceptable ramme omkring samliv, seksualliv og familiedannelse."
"Udvalget fremlægger tre skitser til, hvorledes et ritual til velsignelse af registreret partnerskab kan udformes. Det ene ligger når det kirkelige vielsesritual og ritualet for kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab; det tager udgangspunkt i lighederne mellem ægteskab og registreret partnerskab. Det andet tager udgangspunkt i en gammel kirkelig forbønstradition. Det tredje tager udgangspunkt i det forhold, at der foruden ægteskabet findes en række andre etisk forsvarlige rammer omkring samliv og familie, og at det registrerede partnerskab er en sådan ramme med sin særlige profil. Dette ritualforslag tager derfor ikke udgangspunkt i vielsesritualet og markerer dermed, at det registrerede partnerskab ikke behøver hente sin identitet i ægteskabet."