|
Notat vedr. pjecen
Kvinders ret til børn
Debatspørgsmål fra Det Etiske Råd. Maj 2000
LGBT Danmark, november 2000
I pjecen Kvinders ret til børn stiller Det Etiske Råd en række debatspørgsmål om kunstig befrugtning. To af disse vedrører lesbiske direkte: a. Bør enlige kvinder og kvinder i lesbiske parforhold, have ret til at modtage behandling med kunstig befrugtning af en læge?
b. Eller er der hensyn til barnets bedste, der betyder, at enlige kvinder og lesbiske ikke bør have ret til at modtage behandling med kunstig befrugtning?
Baggrunden for at stille disse spørgsmål er de seneste års debat i forbindelse med arbejdet med lov om kunstig befrugtning. Denne lov indeholder i dag i §3 et forbud mod lægers behandling af kvinder, der ikke er gift eller lever i et ægteskabslignende forhold med en mand.
Der har været flere forslag om at fjerne §3, senest i lovforslag L183 i folketingssamlingen 1999/2000. Dette lovforslag indeholdt også et forslag om at skærpe §3 - via en §18, som sagde, at kun læger må udføre behandling med kunstig befrugtning - hvilket ikke bør forbigås af Det Etiske Råd, idet det rejser et tredje spørgsmål, som er nøje knyttet til de to foregående: c. Skal der være krav om, at kun læger kan tilbyde behandling med kunstig befrugtning?
Argumentet for at svare nej til spørgsmål a) er antydet i spørgsmål b), nemlig hensynet til barnets tarv.
LGBT Danmark har i et notat til Folketingets Sundhedsudvalg (Folketinget 1999/2000, L183 - Bilag 20) redegjort for, hvilken forskning der findes vedrørende bøssers og lesbiskes børnefamilier. Denne forskning er ganske omfattende, og der er et gennemgående træk, at konklusionerne på empiriske undersøgelser er, at der ikke er forskel på børn, der vokser op i en familie, hvor forældrene er heteroseksuelle og børn, der vokser op i familier, hvor de sociale forældre er homoseksuelle. Der er således ingen støtte i faglitteraturen - hverken på det psykologiske eller det sociale område - for det synspunkt, at det tjener barnets bedste ikke at have homoseksuelle forældre.
Hvis man benytter barnets tarv som argument for at forbyde lesbiske adgang til kunstig befrugtning, er der altså tale om en personlig, moralsk stillingtagen, hvorved man nedfælder et personligt værdisæt i betegnelsen 'barnets tarv'.
Det bør også bemærkes, at barnets tarv her benyttes om ikke-eksisterende børn, og at det benyttes som argument for, at børn ikke skal undfanges, medmindre det er sikret, at de fødes ind i en heteroseksuel kernefamilie.
Konsekvensen heraf er, at visse eksisterende børn, nemlig de, der lever i homoseksuelles børnefamilier, implicit gøres til ofre: Man vil beskytte andre børn mod at havne i samme situation som dem. En sådan stempling af deres familier tjener ikke disse børns tarv.
Det bør endvidere overvejes, om ensretning at familiestrukturer egentligt ligger indenfor Sundhedsministeriets ressort.
Betragtes spørgsmål a) - om lesbiske skal have ret til at modtage behandling med kunstig befrugtning af en læge - i lyset af dette, træder en væsentlig konflikt frem: Skal et moralsk argument stå over lægeløftet?
Konsekvensen af et forbud mod lægebehandling er jo, at visse syge mennesker afskæres fra behandling, nemlig f.eks. lesbiske med lukkede ægledere. Ved lukkede ægledere er der medicinsk indikation for behandling, men lægen skal nu skelne mellem patienterne. Kun de, der kan honorere en bestemt familiestruktur, kan blive behandlet. Det er et brud på et helt centralt lægeetisk princip. Skal en personlig, moralsk begrundelse om familieformer føre til et sådant brud?
Udover forskelsbehandlingen af syge mennesker, er der det generelle spørgsmål om lige adgang til behandling. I en del tilfælde behandles raske mennesker, nemlig kvinder, der behandles med simpel insemination. Er det her korrekt at bestemme, at nogle kan behandles, mens andre skal henvises til 'det grå marked', og deraf følgende sundhedsrelaterede risici? Diskussionen af dette spørgsmål ligger i forlængelse Det Etiske Råds betænkning om Prioriteringer i sundhedsvæsenet.
Spørgsmål c) handler om, hvorvidt loven skal gælde andre end læger. Det er væsentligt at tage stilling til dette spørgsmål, for såvidt der allerede i sidste folketingssamling var forslag herom, og at der isoleret set var et flertal herfor. Dette spørgsmål rummer to elementer.
Dels er der spørgsmålet om afgrænsningen af Sundhedsministeriets ressort, dels spørgsmålet om regulerbarhed.
Børnelovsudvalget skrev i sin betænkning (p. 71) at 'der ikke kan opstilles nogen brugbar grænse mellem seksuelt forhold og insemination uden en læges medvirken.' Konsekvensen heraf er, at hjemmeinsemination er et uregulerbart område. Derfor bør et sådant forbud ikke vedtages.
Søren Laursen
| 