Introduktioner i 2013!

Introduktionerne finder sted flg. dage i 2013 (første halvår):

 

- fredag den 4. januar med intro+ fredag den 11. januar.

- fredag den 1. februar med intro+ fredag den 8. februar (for unge over 17 år).

- fredag den 1. marts med intro+ fredag den 8. marts.

- fredag den 5. april med intro+ fredag den 12. april.

- fredag den 3. maj med intro+ fredag den 10. maj (for unge over 17 år).

 

Vi har gennem det seneste stykke tid, oplevet en større og større tilslutning til vores introduktioner. Derfor har vi besluttet os for at lave lidt om på, hvordan disse skal foregå. 
Fra nu af i en prøveperiode vil der være introduktioner hver måned, med start fredag d. 30 november 2012 og med intro plus d. 07 december. Hver tredje introduktion vil være for unge over 17, de resterende to vil være for alle - som hidtil.

 
Mvh. Introguiderne

 

Spring ud i det!

Den første fredag i hver tredje måned kl. 19.30 er der introduktion til LGBT Ungdom. De 5-10 unge, der som regel dukker op, vil af introguiderne blive gelejdet gennem et program, der giver svar på alle tænkelige spørgsmål, man kan have om seksualitet, udspring, forældrereaktion, sikker sex og homo/bi-miljø. Introduktionen er tilrettelagt sådan, at du vil blive rystet rigtig godt sammen med din intro-gruppe og dermed kan danne fundamentet for et netværk af venner i LGBT Ungdom. Det er din chance for på en god måde at lære andre unge på, og til at blive ledt godt på vej ind i dit liv som homo- eller biseksuel.

Mød os og resten af miljøet

Introduktionen til LGBT Ungdom er din mulighed for lære andre unge homo- og biseksuelle at kende i uformelle og afslappede rammer. Her kan du dele dine tanker med andre, der er i samme situation som dig, få svar på dine spørgsmål og blive præsenteret for LGBT Ungdom, LGBT Danmark og det københavnske miljø for homo- og biseksuelle.

Det første møde

Den første fredag i hver tredje måned kl. 19.30 mødes vi i Nygade hos LGBT Danmark. Introguiderne præsenterer sig selv og foreningen og fortæller om deres personlige oplevelser med at springe ud og leve som homo- eller biseksuelle. Du skal også være velkommen til at dele dine erfaringer med gruppen. Derefter vil vi fortælle om de tilbud, der findes i homo- og bimiljøet i København, og diskutere emner som fordomme, åbenhed på skolen, studiet eller arbejdspladsen, sikker sex, børn/børnebørn, og hvad vi ellers har lyst at snakke om.
 

Vi lægger stor vægt på, at I lærer hinanden godt at kende i gruppen, så du kan opbygge et stærkt netværk i og uden for LGBT Ungdom. Ved 22-tiden går vi i samlet flok ned på én af byens populære homo-caféer, hvor vi vil fortsætte snakken.

Det andet møde - Intro+

Den følgende fredag kl. 19.30 mødes vi igen. Her følger vi op på sidste uges introduktion. Du kan se arrangementet for den pågældende aften i kalenderen.

Intro+ foregår hjemme hos én af introguiderne. Invitation til Intro+ med oplysninger om tid og sted får du udleveret til introduktionen den første fredag. Til Intro+ går vi i dybden med de emner, vi har diskuteret tidligere, og du har mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, du kan have i forbindelse med det at springe ud og være homo- eller biseksuel. Og husk: Der er ingen dumme spørgsmål!
 

Du har selv indflydelse på, hvad temaet skal være, og ellers skal guiderne nok sørge for det rent praktiske.

Værd at vide

Under hele introforløbet er der tavshedspligt for alle tilstedeværende, dvs. at alt, der bliver sagt i lokalet, bliver mellem os.
 

Vi er godt 10 introguider som skiftes til at tage os af introduktionerne. Vi har alle været i gennem intro-forløbet og har derfor en god fornemmelse for den situation, som du står i.
 

Alle er velkomne til at komme til introduktion det kræver ikke tilmelding. Vi kan ikke på forhånd vide hvem og hvor mange, der vil møde op til den næste introduktion, men blandt de 5-10 nye, der kommer hver gang, er køns- og aldersfordelingen nogenlunde jævn. Det har ikke den store betydning, om du er 15 eller 30 år, for alle, der møder op til introduktion, har det samme udgangspunkt -- at lære hinanden at kende, og få svar på de spørgsmål, der uden tvivl gemmer sig.

-----

Har du spørgsmål om LGBT Ungdom Introduktion, så er du velkommen til at skrive til os på introgruppen(at)lbl.dk.

Kalender