Når hadet slår ud i lys lue

Vold mod homoseksuelle er et kendt problem. Men ingen kender omfanget. Og det er et problem i sig selv.

Hate crimes er et engelsk begreb for overfald motiveret i et had til ofret ene og alene baseret på personens seksualitet, etniske baggrund eller lignende. Det kan eksempelvis være vold mod homoseksuelle. Begrebet kan ikke oversættes til dansk. Men det betyder bestemt ikke, at vi ikke kender til problemet herhjemme. Tværtimod.

- Dansk politi registrerer ikke overfald efter motivet til dem. Derfor har vi ikke et overblik over problemets omfang. Men udenlandske undersøgelser peger på, at det er en tocifret procentdel af de homoseksuelle, der har været ude for overfald eller trusler om vold, fortæller Peter Andersen, der er landsformand for LGBT Danmark LGBT Danmark.

Homosvin

Et af de seneste grove overfald mod bøsser i København blev begået mod de to venner Søren Mydgal og Casper Bengtsson, der begge er 20 år. En aften havde de spist middag sammen hos Casper, og de to vælger at fortsætte med en tur på Heaven. Efter at have været på Heaven en times tid beslutter de sig for at gå en tur, for at få noget frisk luft. Idet de forlader baren, er der nogen, der råber "homosvin" efter dem. Søren vender sig om og siger: "Og hva' så!" Derefter fortsætter de to ned mod Holmens Kanal.

Da de kommer ned til kanalen stopper de ved kanalrundfartens anløbssted.

- Pludselig mærker jeg et skub på min højre skulder, så jeg ryger i kanalen, fortæller Casper.

Også Søren bliver skubbet i ryggen. I første omgang falder han dog ikke i kanalen, men hænger halvvejs udover kanten.

- Herefter mærker jeg, at nogen tager fat i mine ben og skubber mig udover kanten, så jeg falder ned i vandet, her lander jeg oveni Casper, så vi støder hovederne sammen, forklarer Søren.

Det stød Casper får i hovedet, gør ham bevidstløs, og han driver ud midt i kanalen. Her kommer han til sig selv og forsøger panisk at få sine sko af, da de er blevet meget tunge af det vand, de har suget til sig. Samtidig forsøger han at komme ud af sin fløjlsjakke. Men den sidder så stramt, at det er umuligt. Og fordi den sidder så stramt, kan han heller ikke ved egen hjælp svømme ind til kanten.

I mellemtiden er Søren kommet op af vandet. Han er ikke selv i stand til at redde Casper i land og løber i stedet for efter hjælp. Det lykkes ham at standse en bil og få passagerne til at gå ned og hjælpe Casper. Selv løber han op på Heaven for at få dem til at ringe efter hjælp.

Det vender tilbage i drømme

Søren løber nu tilbage sammen med George, den ene af Heavens indehavere, og et par af gæsterne på stedet. Da de kommer tilbage har passagerne fra bilen smidt en redningskrans ud til Casper. Men den er landet langt fra ham, og Søren springer derfor tilbage i vandet for at svømme hen til sin ven med redningskransen. Herefter lykkes det dem begge at komme hen til kanten. Søren får igen kravlet op ad stigen og i sikkerhed, men Caspers ben sætter sig fast inde bag stigen, og han kan ikke få det fri ved egen hjælp. Først da Københavns Brandvæsen når frem, lykkedes det ham at komme fri med hjælp fra dykkere. På det tidspunkt har han ligget i vandet i 20 minutter.

Begge er de sluppet fra overfaldet uden varige fysiske men. Men det kunne være gået meget værre. Da Søren blev skubbet om kuld ramte han hagen mod havnekanten. Var han faldet lidt anderledes kunne slaget have gjort ham bevidstløs, ligesom Casper var det i et kort øjeblik. Potentielt kunne begge venner altså have ligget livløse i det kolde vand uden mulighed for at holde sig oppe. Derimod er de ikke sluppet fra overfaldet uden psykiske men. Begge har de haft svært ved at sove efter overfaldet. Og de vågner ofte med mareridt.

- Og når man vågner, så er det bare mørkt. Ligesom det var i det kolde vand i kanalen, forklarer Casper.

Begge kan også mærke, at det har forandret deres måde at gå i byen på. De bryder sig ikke om at gå ud alene længere. Og i hvert fald ikke at gå fra et homosted alene. Men begge er de dog fast besluttet på, at oplevelsen ikke skal have lov til at ødelægge noget. Og i den proces har personalet og gæsterne på Heaven været en stor hjælp.

- Mange af dem, der var på Heaven den aften, er efterfølgende kommet og har spurgt til, hvordan det går. Og da de fandt ud af, at vi begge var okay, så har mange også lavet sjov med det, og det har faktisk hjulpet, siger Søren, der af Heaven har fået et par svømmearme, mens Casper har fået en snorkel, så de fremover er bedre rustet til en tur i kanalen.

Vigtigt at anmelde

I første omgang vil Søren og Casper ikke anmelde overfaldet. Men efter at have sundet sig og talt med deres familie beslutter de sig alligevel for at gå til politiet. Men eftersom de ikke har noget signalement af gerningsmændene, er det ikke sandsynligt, at politiet finder dem.

LGBT Danmark frygter, at en del homoseksuelle ligesom Søren og Casper overvejer ikke at anmelde de overfald, de har været ude for.

- Risikoen for overfald er formentlig størst for fyre, der cruiser i for eksempel parken. De kan have en frygt for, at politiet ikke vil tage dem alvorligt, hvis de anmelder et overfald. Eller at der bliver fniset af dem. Og det er et stort problem, siger Peter Andersen, fra LGBT Danmark.

Desværre har der været eksempler på, at politiet ikke tager anmeldelser fra bøsser alvorligt. Blandt andet har politiet i Varde nægtet at efterforske en anmeldelse om trusler og chikane indgivet af en ung homoseksuel borger. Til Jydske Vestkysten begrundede kriminalinspektør Jens Ryhave beslutningen således: "Når man har så anderledes et liv, som for eksempel bøsser eller pædofile, må man regne med, at det får konsekvenser at stå offentligt frem. Det er helt i orden, at de gør det, for vi har ytringsfrihed - men de har åbnet for musikken, så at sige."

Behov for nytænkning

Men Peter Andersen fra LGBT Danmark understreger, at det er vigtigt at homoseksuelle anmelder de overfald, de har været udsat for. Også selvom, der ikke er udsigt til at finde gerningsmændene. Når det er vigtigt at anmelde overfald, skyldes det blandt andet, at anmeldelserne er vigtige for at skabe et overblik, så politiet kan sætte ind med øget patruljering i de områder, hvor problemet er størst.

Af samme årsag så Landsforeningen gerne, at politiet begyndte at registrere overfald begået mod homoseksuelle. Det har politiet foreløbigt afvist. Peter Andersen ser dog ikke politiets holdning som en modvilje mod at hjælpe de homoseksuelle. Han mener derimod, at politiet ikke har den rette forståelse for minoriteter. Han peger på, at andre lande med succes har valgt en anden tilgang til problemet.

- I England har politiet gjort meget ud af at skabe et tillidsforhold til de homoseksuelle. Og gennem pjecer og informationsmøder opfordrer man de homoseksuelle til at anmelde overfaldene. Her registrerer man også overfaldene mod minoriteter efter motivet, forklarer Peter Andersen.

LGBT Danmark arbejder nu politisk for, at de positive erfaringer fra udlandet får indflydelse på den måde, det danske politi griber overfald og trusler mod homoseksuelle an.

Morten Rixen, Out & About nr. 18, juni 2004

Hvis du har været udsat for overfald eller trusler, og du har behov for at tale med nogle om det, så kan du ringe til LGBT Danmark's rådgivning hver torsdag fra 18-20. Rådgivningen i København har telefonnummer 33131948, mens det i Århus er 86131948.

 

Hate crimes tema

Hate crimes - introduktion

Spørgsmål og svar

Brev til Rigspolitiet

Svar fra Rigspolitiet

Hvad mener politikerne?

Læs mere