• Bliv medlem
• Presse
• Sitemap

• Kontakt
• English

Forfølgelse af seksuelle minoriteter - om rapport til UNHCHR

af Søren Laursen, 25.06.2001

Notat vedr. vidnesbyrd om forfølgelse af seksuelle minoriteter således som disse fremstår i asylsager ved Flygtningenævnet

I begyndelsen af juni 2001 spredtes en pressemeddelelse i internationale, elektroniske homo-nyhedsbreve om, at UN High Commissioner for Human Rights, UNHCHR, indsamlede oplysninger om menneskerettighedsovertrædelser overfor seksuelle minoriteter. Deadline var 15. juni.

Jeg fik den idé, at der i Dansk Flygtningehjælps database over beslutninger i Flygtningenævnet kunne findes en mængde vidnesbyrd vedrørende lesbiske og bøsser, og aftalte med Flygtningehjælpen, at jeg kunne få adgang hertil med henblik på at udfærdige en rapport til UNHCHR.

Hensigten med at benytte denne database er flerfold:

• Disse vidnesbyrd vil ikke komme UNHCHR til kendskab, hvis ikke nogen uddrager dem af sagsakterne - det er helt usandsynligt, at de berørte personer selv skulle meddele deres oplevelser til UNHCHR.
• Sagerne har været for Flygtningenævnet og har således været underkastet Nævnets vurdering ift. troværdighed. Det er derfor muligt at uddrage validerede vidnesbyrd.
• At gennemføre en analyse af basens sager giver et overblik over asylsager i Danmark, som berører seksuel orientering.

Databasen rummer typisk selve sagsafgørelserne og for mange sagers vedkommende også præmisserne. Som medlem af Flygtningenævnet har jeg erfaring i at læse afgørelser.

Rapporten blev afleveret til UNHCHR 15. juni i helt ufuldstændig form og den 18. juni i sin endelige form (på forespørgsel havde man oplyst, at 15, juni var en definitiv deadline).

Rapporten, der addresseret til UNHCHR, er ikke til offentlig distribution. Jeg vil derfor i det følgende redegøre for nogle overordnede konklusioner.

Undersøgelsens grundlag

Dansk Flygtningehjælp er en NGO'er med særlige opgaver og bemyndigelser ift. asylsagsbehandling i Danmark. For eksempel udpeges Flygtningenævnets medlemmer efter indstilling af bl.a. Flygtningehjælpen. Jeg sidder i nævnet efter indstilling fra Flygtningehjælpen. LGBT Danmark er medlemsorganisation i Flygtningehjælpen.

Når en asylsag behandles, behandles den først af Udlændingestyrelsen. Hvis man her finder grundlag for asyl, giver styrelsen dette. Hvis styrelsen imidlertid giver afslag, bliver sagen automatisk appelleret til Flygtningenævnet, som er anden instans. Her træffes den endelige afgørelse. (Siden 1994 appelleres alle afslag i styrelsen automatisk med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiden)

Flygtningenævnet består af godt 80 medlemmer. Sager behandles af femmands-nævn udvalgt blandt medlemmerne, således, der i et sådant nævn sidder en dommer, et medlem indstillet af Udenrigsministeriet, et indstillet af Indenrigsministeriet, et indstillet af Advokatrådet og et indstillet af Flygtningehjælpen.

For at servicere sine nævnsmedlemmer driver Flygtningehjælpen et sekretariat, som gennemgår sager og indsamler og formidler specialviden om alle lande og sagstyper. Dette sekretariat har en database over alle nævnsafgørelser fra ca. 1990. Det er denne base, der danner grundlaget for undersøgelsen. Der indgår således alene sager, som er indanket til Nævnet. Det vides ikke, i hvilket omfang seksuel orientering har spillet nogen rolle i afgørelser, der har ført til asyl i Udlændingestyrelsen.

Da seksuel orientering ikke indgår som forfølgelsesgrund i Flygtningekonventionen, og afgørelser vedrørende seksuel orientering stadig er fåtallige og relativt ringe beskrevet i international litteratur, må det formodes, at styrelsen ikke selv vil give asyl, men i stedet overlade det til nævnet at træffe afgørelse. Afgørelser i styrelsen træffes af en sagsbehandler og ansøgeren har ikke nogen advokat.

Det er derimod sandsynligt, at styrelsen i en række sager har givet asyl til ansøgere, der udover at være forfulgt pga. seksuel orientering har være forfulgt af andre grunde.

Flygtningestatus

Der findes i Danmark to former for flygtningestatus, dels konventionsstatus dels de facto status. I begge tilfælde anerkendes ansøger som flygtning og får opholdstilladelse som sådan. Konventionsstatus gives til personer, som er forfulgt som beskrevet i Flygtningekonventionen (Geneve-konventionen, 1951) med tillægsprotokol (New York-protokollen, 1967). Mange flygtninge kan imidlertid ikke kategoriseres indenfor konventionens ret snævre rammer. Derfor tildeles flygtningestatus også af lignende grunde som dem, der er opført i konventionen. Internationalt er udviklet forskellig praksis herfor. I Danmark har man valgt at sikre sådanne flygtninge et retskrav på beskyttelse og indførte med udlændingeloven i 1983 de facto begrebet.

Seksuel orientering kan principielt falde ind under konventionens kategori 'særlig social gruppe'. Der er hverken i konventionens forarbejder eller i den officielle handbook nogen vejledning til fortolkningen af denne kategorisering, og der er en almindelig modvilje mod at benytte denne til allehånde grupper af flygtninge. Der findes dog i international praksis eksempler på, at seksuel orientering er blevet betragtet som en særlig social gruppe. Dette er også blevet meldt ud fra Flygtningehøjkommissariatet, UNHCR (Protecting Refugees: Questions and Answers).

Asylsager hvor seksuel orientering er berørt

Der findes i Flygtningehjælpens database 94 sager i perioden 1990-2001, hvor seksuel orientering har været berørt. Af den nedenstående tabel fremgår fordelingen i forhold til ansøgernes nationalitet, idet det nævnets afgørelse endvidere er angivet.

K: Konventionsflygtningestatus, F: de facto-flygtningetatus, A: Afvist, X: Trukket tilbage, udsat etc.

Som det fremgår har der været et stort antal sådanne sager vedrørende det tidligere Sovjetuniounen. Fra østlandene er Rumænien stærkt overrepræsenteret, hvilket også er tilfældet for Iran hvad angår sager fra Mellemøsten. Herudover er der relativt få sager. Således er der meget få sager fra Fjernøsten, Afrika og Sydamerika.

Som det fremgår er der givet asyl i 10 tilfælde, heraf ét tilfælde af konventionsstatus.

Ved gennemgang af sagerne fremgår, at ca. 60% er faldet på troværdighed. Af de resterende er det således kun mellem en fjerdedel og en tredjedel, der har fået asyl. I de andre tilfælde er ansøgernes oplevelser ikke blevet betragtet som forfølgelse i konventionens forstand.

Næsten alle sager vedrører homoseksuelle, heraf 8 lesbiske. Nogle få identificerer sig som bifile, mens der er to sager om transseksuelle. Der er et enkelt tilfælde vedr. trafficking (tvangsprostitution) fra Baltikum.

Lande og regioner

Tidl. Sovjetrepublikker

Af sagerne fremgår, at mange har tidligere været forfulgt med udgangspunkt i den tidligere sovjetiske straffelov, som kriminaliserede homoseksualitet.

Ved session blev man typisk afvist som soldat og i stedet tvangsindlagt på psykiatriske institutioner. Her blev man tvangsbehandlet med medikamenter og i nogle tilfælde behandlet med elektrochok. Behandlingen varede typisk nogle måneder, hvorefter man var tvunget til at møde op til kontrol de følgende år, adskillige gange om året. Ens papirer blev påstemplet 'Psykopat', hvilket i praksis umuliggjorde, at man nogensinde kunne få arbejde.

Ofte blev man i det civile liv antastet af politiet, banket, eller tilbageholdt nogle dage, hvorunder man ofte blev udsat for hårhændet forhør. Flere har forklaret om tilbageholdelser for tvangsmæssig hiv-test.

Der er mange beretninger om kritisable og voldelige forhold i fængslerne, og adskillige beretninger om voldtægt (af mænd) begået af såvel indsatte som personale.

Man var typisk generet af privatpersoner i sine omgivelser, og klage til politiet var udsigtsløs.

Dette var situationen indtil Rusland i begyndelsen af 90'erne reviderede straffeloven. Der meldes stadig om civile overgreb og manglende myndighedsbeskyttelse, men der er ikke længere meddelelser om myndighedsovergreb i Rusland.

Nogle ansøgere har forklaret om forhold tilbage i 70'erne og 80'erne. Her var KGB oftest involveret, idet man føgte at afpresse folk, med trusler om skandalisering som homoseksuel. I én sag, var der tale om en heteroseksuel, som var udsat for en sådan afpresning. Sådanne forhold omtales ikke efter udgangen af 80'erne.

Der er givet asyl til flere af de ansøgere, som havde været tvangsbehandlet. Siden straffelovsrevisionen er folk dog blevet sendt tilbage.

Et nyere eksempel vedrører en lesbisk kvinde fra en muslimsk familie, Hun flygtede fra trusler om ære-drab (honour killings). Hun henvistes til at tage ophold et andet sted i Rusland.

Ved manglende myndighedsbeskyttelse henvises til klage til højere instanser i hjemlandet.

Hvor situationen i Rusland synes at være væsentligt forbedret, er den alarmerende i de centralasiasiske republikker, Kazakhstan, Uzbekistan og Turkmenistan. Her blev straffeloven tilsyneladende ikke revideret samtidigt med den russiske, og homoseksualitet er stadig forbudt. Her synes tvangsbehandling og anden myndighedsforfølgelse stadig at forekomme. En af de nyere sager fra Rusland vedr. en turkmener og forhold i Turkmenistan, og heraf fremgår, at forholdene er uforandrede.

Fra Baltikum foreligger en sag om trafficking. Det interessante ved denne sag er, at den vedrører en mand. Trafficking af kvinder er kommet på dagsordenen i den danske debat, og her er trafficking udpræget et kvindetema. Men der er også organiseret kriminalitet med henblik på tvangsprostitution af drenge.

Østeuropa

Kun tre af sagerne fra Rumænien er vurderet troværdige i nævnet. Den, der gav asyl, vedrørte en lesbisk kvinde, som blev tilbageholdt under stærkt kritisable forhold.

Typisk for rumænersagerne var meddelelser om voldelig adfærd fra politiets side.

En transseksuel slovak var udsat for voldsomme myndighedsovergreb i form af vold og ydmygelser fra det lokale politi. Hun blev henvist til at søge beskyttelse hos højere myndigheder i sit hjemland.

Tyrkiet

Sagen vedrørte en transseksuel, som havde været udsat for voldsomme overgreb fra politiets side. Også her henvistes til højere myndigheder i hjemlandet.

Iran

Kun 3 sager er vurderet troværdige. De har ført til asyl. Det særlige ved Iran er håndhævelsen af den islamiske lovgivning, shariaen, ifølge hvilken homoseksualitet er forbudt. Overtrædelse af forbudet fører til piskestraf, og ved gentagelse til dødsstraf. Det juridiske system er stærkt influeret af præstestyret, og advokatstanden er ikke fri.

I sagerne oplyses typisk om forfølgelse af både politi og paramilitære enheder (Bajiji). Der meddeles også om piskestraf. Der er visse meddelelser om arrestation og henrettelse af bekendte.

Hvor der findes god dokumentation om henrettelser pga. utroskab, er der kun ringe dokumentation om henrettelser pga. homoseksualitet. Der er visse oplysninger om, at homoseksualitet i en vis udstrækning er accepteret i samfundet, hvilket har ført til, at man i dansk praksis for nyligt har begrundet en afvisning hermed.

Algeriet

Homoseksualitet er forbudt. I et tilfælde er idømt 5 fængselsstraffe, senest 4 måneder plus 1 år betinget. Ansøgningen afvist, idet det kun er den seksuelle akt, som er strafbar, og at det forekommer, at retssag og fængselsophold administreres korrekt.

I det andet tilfælde forklares om forfølgelse fra islamiske fundamentalisters side med trusler på livet pga. homoseksualitet. Ansøger afvist, idet hans homoseksualitet ikke skønnedes myndighederne bekendt, og at straffen i øvrigt ikke forekom uforholdsmæssig stor i forhold til dansk retstradition!

Asylretlige problemstillinger vedr. seksuelle minoriteter

I det følgende vil blive forsøgt opstillet et program for belysning af grundlaget for tildeling af flygtningestatus til flytninge forfulgt pga. seksuel orientering. Selvom der fokuseres på homoseksualitet, kan andre seksuelle minoriteter typisk omfattes af analoge betragtnnger. Det er imidlertid ofte homoseksualitet, som er omtalt og behandlet, så derfor dette pragmatiske valg.

Der er en række forskellige retlige reguleringer, en stat kan gennemføre på området:

Former for retlig forfølgelse

1. Forbud mod homoseksualitet generelt
2. Forbud mod homoseksuelle handlinger
3. Forbud mod offentlig tilkendegivelser af egen homoseksualitet
4. Forbud mod positiv omtale af homoseksualitet
5. Forskellig seksuel lavalder

Lovforbud i sig selv er ikke asylbegrundende. Det er afgørende, at ansøgeren er konkret og individuelt forfulgt af myndighederne. Af denne grund, kan ansøgere sendes tilbage til f.eks. Iran under henvisning til, at deres homoseksualitet ikke er myndighederne bekendt.

Hertil kommer, vurderingen af straframmen og praksis. Man bliver kun anerkendt som flygtning, hvis man risikerer en uforholdsmæssig høj straf i forhold til dansk retstradition. Hvor lang fængselsstraf skal der til, før den er uforholdsmæssig stor, når det drejer sig om straf for homoseksuelle handlinger?

Et katalog over myndighedsovergreb mod homoseksuelle kunne f.eks. se således ud:

Myndighedsovergreb

6. Excessiv straf
7. Vold og overgreb fra politi, militær og paramilitære enheder
8. Vold og overgreb fra fængselspersonale
9. Manglende beskyttelse mod overgreb fra indsatte i fængsler
10. Manglende beskyttelse mod overgreb fra privatpersoner
11. Manglende opfølgning på klage vedr. lavere instans
12. Tvangsindlæggelse
13. Tvangsbehandling (medicinering m.v.)
14. Tvangsmæssig hiv-test
15. Fængsling uden rettergang
16. Tilfældig tilbageholdelse
17. Anden chikane fra myndighedspersoner
18. Udelukkelse fra arbejdsmarkedet
19. Udelukkelse fra uddannelse
20. Indskrænkning af bevægelsesfrihed
21. Forhindring af samliv

Tilsvarende kunne private overgreb opstilles således:

Private overgreb

22. Legemsbeskadigelse udført af privatpersoner
23. Voldtægt udført af privatpersoner
24. Fysisk og psykisk vold fra privatpersoner
25. Trusler på livet fra privatpersoner
26. Trusler om vold fra privatpersoner
27. Beskadigelse af ejendom
28. Anden chikane fra privatpersoner, herunder telefonchikane, trussel om anmeldelse m.v.

Sådanne overgreb vil typisk henvises til civilretlig behandling i ansøgers hjemland, men kan dog, i visse tilfælde, danne grundlag for en velbegrundet frygt, som også vil kunne føre til asyl.

Alle disse facetter skal sættes ind i en asylretlig sammenhæng, således homoseksualitet kan blive italesat på en mere fuldstændig måde, end det er tilfældet i dag. Hvis det skal få betydning for praksis må det udmøntes i operationelt baggrundsmateriale og problematisering i Flygtningenævnet.

Indhold

• Indledning
• Undersøgelsens grundlag
• Flygtningestatus
• Asylsager hvor seksuel orientering er berørt
• Lande og regioner
• Asylretlige problemstillinger vedr. seksuelle minoriteter