Efter 10 år i Europaparlamentet vendte Lone Dybkjær i 2004 tilbage til Folketinget for at fortsætte sin utrættelige kamp for ligestilling. Lone, der nu er 67 år, har gennem hele sin karriere arbejdet for at ligestille mand og kvinde. Men hun har ikke glemt, at ligestilling handler om meget mere end køn. I de senere år har vi derfor fået en stærk allieret i De Radikales ligestillingsordfører, der for nylig fremsatte forslag i Folketinget om en kønsneutral ægteskabslovgivning, der sidestiller hetero-, bi- og homoseksuelle. Det handler ikke kun om kirkelig vielse, men lige så meget om at give regnbuefamilierne trygge rammer og om at give alle par lige adgang til søge adoption uanset deres seksuelle orientering.