"53 % af unge mænd hader homoseksuelle"

Sundhedsstyrelsens rapport.

Sådan lød overskrifterne på de fleste af gratisaviserne tirsdag den 23. januar, samme dag som Sundhedsstyrelsens rapport "Ung2006" udkom. Et af spørgsmålene i rapporten, baseret på ca. 3.700 besvarelser fra unge i alderen 15-24 år, lød, om de unge syntes det var okay for en person at have sex sammen med en af sit eget køn. Resultatet var, at 53 % af de unge mænd ikke syntes det var okay.

Dette er i og for sig ikke en overraskelse - kigger man nærmere på undersøgelsen, kan de unge ved netop dette spørgsmål foranlediges til at tro, at spørgsmålet lyder: "Har du selv lyst til at have sex med en af dit eget køn?" På den baggrund er der intet overraskende i, at en majoritet af de unge, svarer afvisende. Og Sundhedsstyrelsen skriver da også i rapporten, at undersøgelsen ikke viser noget om de unge mænds holdning til homoseksuelle.

Dette sev åbenbart aldrig rigtigt ind i hovederne på nogle af medierne, der skamløst brugte de største typer på forsiden og udbasunerede, at unge mænd hader homoer. Uden en skelen til, hvordan undersøgelsen var bygget op eller hvad det ene resultat faktisk sagde noget om! Lidt hjalp det da på det, da Nyhedsavisen i et anfald af anger (?) dagen efter havde en større artikel om, hvordan medierne giver taletid til alle mulige undersøgelser uden at se kritisk på dem først...

LGBT Ungdom havde allerede dagen før talt med et par journalister om tallene, og var derfor også citeret en del steder på selve udgivelsesdagen. Vi udsendte efterfølgende også en pressemeddelelse, hvor vi igen gav udtryk for, at der blev konkluderet noget forkert over tallene. Denne blev også citeret adskillelige steder.

Hertil skal siges, at selvom tallene ikke er overraskende (i den rette kontekst), synes vi i LGBT Danmark-Ungdom stadig, at der er behov for mere viden til de unge om homoseksuelle. Noget udtryk for øget homofobi i samfundet giver disse tal ikke anledning til, men det viser noget om, at homoseksualitet stadig kan virke intimiderende på unge - og derfor mener vi, at en opprioritering af især seksualundervisningen vil være en forbedring. Ikke alene i folkeskolerne, men også på de videregående ungdomsuddannelser.

Vi vil i samarbejde med relevante organisationer, heriblandt Sex & Samfund, gøre vores for, at der bliver rettet op på dette.

Videre til næste artikel!