2006 blev året hvor vi, efter 9 års hårdt informationsarbejde blandt folketingets politikere, endelig kunne fejre, at den diskriminerende lov som forbød enlige kvinder og lesbiske at blive insemineret, faldt, og at et flertal i folketinget vedtog at loven om adgangen til kunstig befrugtning også skulle gælde for de lesbiske. Endelig blev vores regnbuebørn lovlige, og fornuften sejrede og ingen lesbiske kvinder skal længere være henvist til at ”snyde” sig til sit drømmebarn.

 

Beskæmmende var det dog, at der skulle gå 9 år, før fornuften sejrede og at lesbiske og deres skønne børn ikke længere måtte opleve sig sat uden for loven og leve med oplevelsen af, at retten til ligeret og ligebehandling ikke gjaldt for dem. At være sat uden for sundhedssystemets tilbud til andre kvinder, som dermed ikke var tilgængeligt for dem. At de på trods af folketingets egen vedtaget lov ”lov mod diskrimination og forskelsbehandling”, viseligt kun gjaldt for visse borgere under visse forhold.

 

Det er nu slut med at opleve sig som andenrangs borgere – og dog… for på trods af at vi lever i det 21 århundrede, og at Danmark betragter sig et af de fremmeste demokratier, så må vi konstatere at LGBT-personer på mange områder fortsat oplever forskelsbehandling, diskrimination og udstødelse.

 

Danmark er ikke det tolerante, rummelige og fordomsfrie samfund som vi tror. Det viser mange af de henvendelser som LGBT Danmark modtager fra LGBT-personer.

 

• Vi hører historier om kvinder der ikke kan få ansættelse som dagplejer, trods omfattende uddannelse og store kvalifikationer – fordi de er lesbiske.
• Vi hører om bøsser der bliver bedt om at ”gå stille med dørene, og ikke skilte med deres seksualitet” i deres virke som skolelærer – fordi det kan støde kolleger eller endog forældre til børnene i klassen.
•  Vi hører om unge homoseksuelle med anden etnisk baggrund, som udsættes for omfattende psykisk kontrol fra eksempelvis nære familiemedlemmer, i et forsøg på at tvinge den unge til at undertrykke deres seksualitet og leve i overensstemmelse med hvad familien betragter som rigtigt.
•  Vi hører om fysisk og psykisk vold i lesbiske familier og vi hører om bøsser der udsættes for voldelige overfald når de bevæger sig rundt i det homoseksuelle miljø.
•  Vi hører om lesbiske kvinder der i kontakt med sygehusvæsenet, oplever at lesbianisme bliver sidestillet med sygdom.
•  Vi hører tit om lesbiske og biseksuelle kvinder som bliver opfordret til at ikke lave celleprøveundersøgelser, hvilket gør at chancen at fange celleforandringer er mindre.
• Vi hører tit om lesbiske kvinder der kommer hjem med p-piller fra et besøg hos sin læge, selv om det ikke var det de kom for.
•  Vi hører tit om lesbiske og biseksuelle kvinder der ikke vil opsøge læge på grund af dårlig behandling.
•  Vi hører tit om biseksuelle som i kontakt med sygehusvæsen, er blevet dianostiseret som havende: "uklar seksualitet".

 

Vi ved samtidig fra store levevilkårsundersøgelser i vores nabolande (Norge og Sverige) at der er store kvalitative forringelser i levevilkårene for LGBT-personer, sammenholdt med levevilkårene for heteroseksuelle.

 

Det drejer sig om en øget overrepræsentation af misbrug af bl.a. alkohol og tobak, det drejer sig om en overhyppighed af selvmord og selvmordsforsøg, det drejer sig om forringet tilknytning til arbejdsmarkedet på grund af udbredt chikane og mobning på arbejdspladserne, det handler om at flere LGBT-personer procentuelt er smittet med seksuelt overførte sygdomme og det drejer sig om et større andel af unge LGBT-personer der udsættes for chikane og mobning i institutioner og i skolerne.

 

LGBT Danmark ønsker at der iværksættes en omfattende undersøgelse af LGBT-personers levevilkår. Der skal bl.a. sættes skarpt fokus på følgende områder:

 

Regnbuefamilier 

 

Unge

 

Arbejdsmarked

 

Hate crimes