Homobevægelsernes historie i Danmark

Homobevægelserne i Danmark Artikel af Inge-Lise Paulsen og Vibeke Nissen om LBL og andre danske homobevægelser og udviklingen frem til årtusindskiftet. Artiklen er i sin oprindelige form bragt i Lambda Nordica.

Hvornår var det nu, det var?

1948

Forbundet af 1948 stiftes i Aalborg. Drivkraften var Axel Lundahl Madsen (senere Axgil).
I forlængelse af 2. verdenskrig var der fokus på demokratiske værdier mv. og homoseksuelle begyndte at organisere sig. I modsætning til andre grupper, som havde været forfulgt under krigen, blev homoseksuelle ikke taget med i FNs Menneskerettigheds-erklæring. Den lyserøde trekant, som efterfølgende har været brugt af mange homoseksuelle organisationer verden over, var det symbol, bøsser i kz-lejrene bar på deres fangedragt. De lesbiske bar en sort trekant.

1949

Forbundet af 1948 udgiver tidsskriftet ‘Vennen'. Bladet fungerer som medlemsblad frem til 1952. Redaktøren var Helmer Fogedgaard. Forbundet søger om at blive anerkendt som forening. Det lykkedes 20 år senere!
Røre specielt i Berlingske Tidende om den mandlige prostitution på Rådhuspladsen i København. En langvarig pressehetz mod bøsser munder ud i vedtagelsen af ‘den Grimme Lov' i 1961.

1950

Forbundet af 1948 holder sin første generalforsamling. Axel Lundahl Madsen valgt som formand.

1951

Københavns Politi danner et særligt korps, som skal tage sig af sager om homoseksualitet. Mange hundrede anholdelser af mænd vedr. onani på offentlige toiletter.

1954

Første nummer af det nye medlemsblad ‘Panbladet', som stadig udkommer, og dermed er verdens ældste homo-blad.

1955

30. marts starter "Den store pornografi-affære", hvor utallige advarsler og tilhold uddeles. Hundredevis af mennesker idømtes fængselsstraffe på i gennemsnit et halvt år. Axel Lundahl Madsen idømmes 1 års fængsel, Eigil Eskildsen (senere Axgil) idømmes 18 måneder.  Mellem 30 og 70 (anslået af Ekstra Bladet) begår selvmord for ikke at komme under behandling af Københavns Politi. Meget af hetzen tager udgangspunkt i "forførelsesteorien", hvor man antager, at unge mænd kan forføres til homoseksualitet. I 1961 vedtager Folketinget "den Grimme Lov".

1958

Erik Jensen vælges som formand for Forbundet af 1948. Efter politiets overgreb tør kun de færreste melde sig ind.

1961

Folketinget vedtager ‘den Grimme Lov', som kriminaliserer kunden i et prostitutionsforhold til mænd under 21 år. Politiet bruger loven til intensiv forfølgelse af bøsser.

1965

Efter lobbyarbejde og støtte fra dele af pressen, vendes stemningen i Folketinget. ‘Den Grimme Lov' fjernes.

1967

Straffelovens bestemmelser om prostitution gøres ens for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.

1968

Justitsministeren fastholder at politiet skal gribe ind hvis to mænd danser sammen. Dette forbud blev ophævet i 1973.

1969

Efter 20 års ansøgninger optages Forbundet af 1948 i Foreningsregistret og er dermed anerkendt af myndighederne. Optagelsen sker under navnet "Landsforeningen for homofile" med binavnet "Forbundet af 1948".

Optøjer i Stonewall Inn i Christopher Street, New York, markerer en ny begyndelse på frigørelses- og ligeretskampen. I stedet for, som hidtil, at søge at blive anerkendt som ligeværdige mennesker på det omgivende samfunds præmisser, kæmper bøsser og lesbiske herefter for frigørelse og realisering på egne betingelser. Siden stonewall-episoden har lesbiske og bøsser verden over hvert år markeret homokampen ved Gay-Pride arrangementer på Christopher Street Day i slutningen af juni.

1971

Den første københavnske Pride afholdes - arrangeret af Forbundet af 1948. Bøssernes Befrielsesfront (BBF) dannes.

1974

Lesbisk Bevægelse dannes. I Danmark vokser homobevægelsen i 70'erne, både i og udenfor LGBT Danmark. For foreningen kommer resultatet til fulde til udtryk i 80'erne, hvor LGBT Danmark etablerer bibliotek, radio Rosa'er, rådgivning og PAN-Information. Fra slutningen af 70'erne åbner LGBT Danmark tillige diskoteker og bar/café-er i adskillige byer, de såkaldte PAN-klubber, som foreningen driver til de afhændes i ‘94.

1976

Der indføres ens lavalder på 15 år for heteroseksuelle og homoseksuelle forhold.

1982

Navneskift til LGBT Danmark, Forbundet af 1948.

1983

Radio Rosa etableres i København som en af landets første lokalradioer. Biblioteket for bøsser og lesbiske etableres.

1984

Folketinget nedsætter kommission til belysning af homoseksuelles situation i samfundet. LGBT Danmark skaber PAN Idræt.

1986

Folketinget vedtager lov om arveafgift, som ligestiller samlevende personer af samme køn med ægtefælder i relation til arveafgift.

Kommissionen udsender redegørelsen ‘Lyst eller Nød? - kvinders og mænds homoseksualitet' om de væsentligste problemstillinger og konklusioner fra den videnskabelige litteratur om homoseksualitet og homoseksuelles livsformer.

Homokommissionen, 1984-88

Kommissionens arbejde leder frem til en række lovgivningstiltag, herunder det registrerede partnerskab. I disse år er der en borgerlig regering, hvilket afspejles i homokommissionens sammensætning. LGBT Danmark er dog repræsenteret. Et flertal i kommissionen ender med at anbefale, at der ikke indføres et partnerskab, men oppositionen i Folketinget fremsætter og vedtager loven om registreret partnerskab.

1986

LGBT Danmark danner Stop Aids Kampagnen (i dag STOP AIDS - Bøssernes hiv-organisation) og AIDS-Linien. LGBT Danmark skaber Copenhagen Gay and Lesbian Filmfestival.

Kampen mod aids

LGBT Danmark spiller en central rolle i forbindelse med indsatsen mod hiv/aids, og får til opgave at skabe en kampagne mv. henvendt til bøsser. Den danske politik bliver baseret på frivillighed, anonymitet og klar information. I ‘94 lægges dette arbejde udenfor Landsforeningen.

1987

Folketinget vedtager ændringer i straffeloven og lov om forbud mod forskelsbehandling, således det forbydes at diskriminere pga. ‘seksuel orientering'.

1988

Kommissionen afgiver sin betænkning ‘Homoseksuelles vilkår'.

1989

Folketinget vedtager lov om registreret partnerskab.

Registreret partnerskab

Loven er den første af sin art i verden, og det danske registrerede partnerskab danner forbillede for arbejdet i andre lande. I løbet af 90'erne indfører de andre nordiske lande tilsvarende lovgivning, og også andre steder er man på vej i den retning.

1996

Loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet vedtages. Biskopperne nedsætter et udvalg vedr. kirkelig velsignelse af registreret partnerskab. Effektiv kombinationsbehandling mod HIV forhindrer udbrud af aids, men smitten vokser fortsat.

1997

Bispeudvalget fremlægger sit arbejde og anbefaler et ritual for velsignelse af et registreret partnerskab. Biskopperne vælger, ikke at følge anbefalingen.

Folketinget vedtager lov om kunstig befrugtning, indeholdende en paragraf, §3, som forbyder behandling af lesbiske og enlige kvinder

Kunstig befrugtning

For første gang i mange år vælger Folketinget at indføre ny restriktion overfor homoseksuelle ved at indføre en lov, der stiller krav om familietype: Kun den heteroseksuelle kernefamilie kan få det blå stempel.

1998

Folketinget nedstemmer forslag om at fjerne §3 fra lov om kunstig befrugtning.

1999

Landsforeningen påbegynder udgivelsen af et nyt tidsskrift Zink. Magasinet udgives i ca. 2 år.

Lov om registreret partnerskab revideres. Der indføres stedbarnsadoption, ligesom de tidligere begrænsninger vedr. statsborgerskab fjernes.

Registreret partnerskab

Ved revideringen af lov om registreret partnerskab indfører Danmark, som det første land i verden, mulighed for stedbarnsadoption. Desuden ligestilles personer fra lande med partnerskabs-lovgivning med danske statsborgere, ligesom udlændinge, der har boet mindst to år i Danmark, får mulighed for at indgå registreret partnerskab.

2000

Folketinget nedstemmer forslag om at fjerne §3 fra lov om kunstig befrugtning. Det er, isoleret set, flertal i Folketinget for at stramme loven yderligere ift. lesbiske.

International Afdeling oprettes.

2001

Etisk Råd udgiver redegørelse om homoseksuelles adgang til kunstig befrugtning.

2002

LGBT Danmark inkluderer biseksuelle i det politiske program.

2003

Det konkrete arbejde med homoer med etnisk minoritetsbaggrund skydes i gang med en bevilling fra Københavns kommune. Der laves synlighedskampagne - dit hjerterum - og der ansættes en projektmedarbejder. Siden skabes Salon Oriental med arrangementer og hjemmeside.

2004

Statsminister Anders Fogh Rasmussen udtaler sig - som privatperson - positivt om homoers adgang til kirkelig vielse og modtager Årets Laks.

Statsborgerkravet i partnerskabsloven lempes.

Forslag om homoers adgang til adoption nedstemmes i Folketinget.

2005

LGBT Danmark får homotemaer på dagsordenen ved folketingsvalget.

Hate crime bliver fokusområde.

LGBT Danmark modtager Københavns Kommunes Integrationspris for Salon Oriental.

KBH-Ungdom oprettes (nu LGBT Danmark-Ungdom).

2006

Efter 9 år med den stærkt diskriminerende lov, der krævede, at kvinden skal være gift eller leve i et ægteskabslignende forhold med en mand for at modtage kunsting befrugtning, lykkedes det at få fjernet forbuddet under en dramatisk behandling af en revision af loven i foråret 2006.

LGBT Danmarks familie

LGBT Danmark har siden 1948 startet en række af de foreningersom i dag findes for homo- og biseksuelle. Vi har en platform som gør det muligt at udvikle idéer. Senest med Salon Oriental, der i 2005 fik Københavns Kommunes integrationspris. Og udviklingen fortsætter.

 

Radio Rosa* - lyserød radio siden 1983.

Stop AIDS* - siden 1986 bøssernes organisation mod aids og til hjælp for de som har hiv eller aids.

PAN Club København* - diskotek siden 1970. Selvstændig fra 1994.

PAN Idræt* - sportsklub siden 1984. Selvstændig fra 2000.

PanBladet - LGBT Danmark's medlemsblad siden 1952.

CGLFF* -  filmfestival siden 1986.

Ungdomstelefonen - rådgivning for unge siden 1989.

Salon Oriental - for minoritetsetniske unge siden 2003.
 

*= Flyvefærdig og på egne ben.

Læs også...

50 års historie
Teksten er skrevet i anledning af Landsforeningens 50-års-jubilæum i 1998, og blev bragt i årets årsberetning.