17.08.2012 - Pride

Årets Laks går til...

I forbindelse med Priden i København lørdag 18/8 uddeler LGBT Danmark ifølge traditionen Årets laks til en person, der har betydet noget særligt for lesbiskes, bøssers, biseksuelles og/eller transpersoners vilkår.

I år blev det kønsneutrale ægteskab endelig vedtaget i Folketinget med stort flertal. Det er vi rigtig, rigtig glade for! Den nye regering har i sit regeringsgrundlag medtaget flere tiltag til forbedring af lgbt-personers forhold, og dette var det første, meget store skridt.

 

Men vi skal ikke glemme én der allerede tidligere gik mod strømmen, og som i sine omgivelser nærmest alene kæmpede for at forsvare lgbt-personers ret til ægteskab, nemlig LARS ASLAN RASMUSSEN (medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne), der som giftefoged på Københavns Rådhus sagde 'ægtefolk' også til to kvinder eller to mænd, når de fik registreret deres partnerskab.

 

Det fik Lars desværre mange knubs for – men hans stædighed og offervilje var med til at sætte det kønsneutrale ægteskab til debat, ligesom han stædigt og trofast har kæmpet for fastholdelse af vores rettigheder som LGBT-personer bl.a. med moddemonstrationer mod Bilal Philips og Hizb-Ut-Tahrir. Pt. er han i gang med at rejse debatten om etniske LGBT-personers vilkår i Danmark. Vi hilser dette initiativ meget velkomment.

Derfor får han i dag velfortjent ÅRETS LAKS.

 

For mere information:
Vivi Jelstrup
vivi(at)lgbt.dk