18.06.2010 - Foreningsnyt

Sankt Hans den 23. juni

LGBT Danmark og Copenhagen Pride holder Sankt Hans-fest ved Helgoland på Amager Strand onsdag den 23. juni 2010.

Underholdning og hygge

Kom og oplev en sand perlerække af vore trofaste støtter i miljøet, når DJ Betty Bronx går på og svinger sine frække tattooveringer over pulten. Chili goes Chili sætter stemningen og synger sine forførende sange, og senere vil MUDE spille op med lækker pop. 

Læn dig tilbage, kig op i den smukke midsommerhimmel og drøm dig væk når Sabaah DJ laver stemningen, eller spring rundt og vær med når Pan Idræt kommer og laver aktiviteter.

Grill, ild, bål og massage

Vi stiller igen i år grill til rådighed så du kan medbringe kød og pølser, og vi har fået lovning på flere grille...

Når mørket falder på tænder vi Sankt Hans bålet og synger midsommervisen, og Tore Munch laver sit imponerende smukke ildshow.

Oplev også STOP AIDS der som altid støtter op omkring arrangementet og stiller op med deres massagehold af frække fyre og smukke kvinder.

Der er stadig plads til et par ekstra hænder, hvis du har lyst til at give et nap med i baren, eller vil hjælpe med lidt let oprydning. Kontakt i så fald Peder på peder@lgbt.dk.